Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Danske profiler. I. Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
hænder, at den nu og da klinger lysere, og undertiden har
man en følelse af, at «livets træ» har skjænket digteren nogle
af de frugter, hans første ungdom saa såart begjærede. Og
i den frygtsomme landsgut, i den hjemsyge, elskende yngling,
ser vi lidt efter lidt vokse frem en anden, mere’ selvbevidst,
men mindre original og mindre tiltrækkende personlighed.
Den «fremmede» er begyndt at tinde sig tilrette. Livet har
maaske ikke budt ham saameget, og det er kanske heller
ikke saameget derfrå, han har hentet de bestanddele, hvor
med han støtter op sin nye personlighed; men der gives
lærerige bøger om livet, og den digter, som studerer dem
dygtig, kan undertiden ad den vei faa, hvad han treenger.
Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af
«En frem med» straks vist, at han med kjærlighed og ud
bytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis
ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist
var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt
paa den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellæns
skjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets
hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske littera
tur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning
øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med
rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stil
fulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske
snurrepiberier i «A rebours» vakte hans beundring og efter
lignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning.
Med velbehag indaandede han den atmosfære af storstad,
disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra
den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som
havde bedaaret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk
oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg
mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over
«la grande vérole», som blev gjengivet i «Tilskueren». Men
det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde
faa et indtryk af, hvor intimt forholdet var mellem ham og
hans franske mester. Seiv om discipelen ikke overskred den
grænse, der ogsaa i litteraturen bør adskille mit fra dit, saa
hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte An
ders med en saadan intensitet satte sig ind i Des Esseintes’
fornemmelser, at man rent ud sagt kunde forveksle dem;
det var vanskeligt at vide, hvilken af de to herrer man havde
216
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
