Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Sverdrup: Religion og aandsfrihed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religion og aandsfrihed.
gamle kristendom forstod at forene i én helstøbt personlig
hed renæssansens sterke frihedskrav. Religionens tyngde
punkt, og dermed ogsaa dens enhedspunkt, blev ialfald i
principet én gang for alle flyttet fra den ydre kirke mod
dens retsinstitutioner, dogmer og sakramenter til personlig
hedens indre verden. Til at begynde med saa det dog ikke
videre lyst ud med principets gjennemførelse. Allerede 1526
indsaa Luther umuligheden af at indrette menigheder i
overensstemmeise med det protestantiske grundsyn: «Ich
kann und mag noch nicht eine solche Gemeinde oder Ver
sammlung ordnen oder anrichten; denn ich habe noch nicht
Leute oder Personen dazu» (Deutsche Messe und Ordnung
des Gottesdienstes). I denne nød appellerer han da under
paaberaabelse af forskjellige middelalderlige teorier til stats
magten. Og statskirken blev til, en ny form for tvangsstyre
paa det religiøse omraade. Og med ortodoksien og dens
dogmeregimente greb tvangen ind ogsaa paa det indre livs
omraade. Den romerske kirkes sammenblanding af religion
og ret feirede igjen triumfer.
Tilsyneladende staar vi endnu den dag idag paa det
samme standpunkt. Men ogsaa kun tilsyneladende. Den
religiøse stilling er i virkeligheden nu udad og indad en gan
ske anden, end den var i ortodoksiens dage. Renæssansens
frihedsbevægelse, som Luther optog i trosforholdet, har lidt
efter lidt med uimodstaaelig magt grebet ind i og omdannet
de menneskelige livsforhold. Paa det politiske, det sociale
og videnskabelige omraade, overalt har kravet om personlig
frihed vundet de største seire. Den idé, der var kraften i
Luthers personlighed, har den historiske udvikling seiv be
sørget udført i virkelighedens mangfoldighed. Først rigtig
nok uden at bekymre sig om religionen og uden at denne
paa sin side befattede sig synderlig med kulturudviklingen.
Men langsomt og sikkert rykkede dog frihedskravet ogsaa
kirken ind paa livet. Den første seier var, at religions
friheden blev anerkjendt. Foreløbig kun i det ydre. Det
blev forstaaet, at politiske og sociale magtmidler ikke hørte
hjemme paa troens omraade, eller, seet fra den enkeltes
synspunkt, at hensyn til statens og samfundets tvangsmidler
ikke i nogen retning maatte binde den religiøse udvikling.
Dette fremskridt lod dog endnu personlighedens indre liv
urørt. Tro og aandsfrihed kunde fremdeles vedblive at være
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
