Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Tillit i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 Samtiden. 1906.
Tillit i Norden.
stærkt indtryk av hvilken fare man her saa i den svenske
voldstanke, sendte i de dagene til mig en pakke dokumenter
fra 1895 til vidnesbyrd om at «de svenska fredsvännerna i
farans stund gjorde sin plikt och vunno sitt mål»; for han
hadde kommet til at tænke, at man i Norge kanske ikke
engang lét paa fredsvennerne i Sverige. Jeg skrev seiv i
«Dagbladet» i april 1901 det var vistnok det eneste ind-
Jæg mot det Stang’ske forslag, som fik lov at komme frem
i den ledende venstrepresse og pekte paa at vi hadde ikke
bare fiender i Sverige. Jeg mindte om den energiske bevæ
gelse for fred med Norge, som under Wavrinsky’s og Arnold
son’s ledelse var blit reist mot krigsdaarerne i 1895; den
gjorde sin virkning alt dengang, den seired avgjørende i 1899,
og den hadde siden bare vundet i kraft. Jeg vilde med dette
faa fremhævet, at det var ikke bare den rene styrke-beregning
som maatte faa gjælde i politikken. Der var vigtige sjælelige
faktorer at ta med i opgjøret. Det vilde være klokt og ret
at tænke paa, om befæstningerne langs grænsen ogsaa i
dette øieblik var nødvendige og nyttige, og hvilken virkning
de vilde ha ikke bare paa magtforholdet, men ogsaa paa
folkestemningerne. Skulde «tvangs-revisjonen» bli slagordet
fra norsk side, liksom det før hadde været fra svensk?
Slike hensyn fik ikke være med i det norske venstres
overveielser. Grænseskanserne blev trumfet igjennem i hast.
Jeg kom til Sverige like efterpaa, og det var forfærdende at
se, hvor meget vi hadde forspildt av den svenske godvilje.
Jeg regner ikke med at gamle storsvenske blad altid talte
om vore befæstninger som «morderhulerne» ved grænsen,
endda der var varsel i slikt ogsaa. Men det som virked saa
nedslaaende, det var at man virke! ig i vide kredse fæsted lit
til snakket om norske krigsplaner, og endog vore beste ven
ner eller kanske nelop de kjendte det som en kræn
kelse, at Norge saaledes skulde gjærde sig ind med fæst
ninger imot dem. De kunde ikke rigtig fatte, at vi ikke
hadde mærket den umiddelbare varme som hadde strømmet
os imøte fra dem i de siste aar. Det fbrékom dem, at just
som de rakte ut en ægte og ærlig brorhaand, satte Norge
knytnæven op imot dem. Svenskerne liker ikke —og i grun
den har vi det vel paa samme rnaaten allesammen at
skulle tvinges til det som de gjerne vilde gjøre godvillig.
Synet av grænsefæstningerne gjorde dem atter kolde og mis-
585
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
