Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Whistler og van Gogh.
og natur, siger han efter at have udviklet sin theori: «Lad
os hellere tåge et eksempel! Sæt at jeg vil male portrættet
af en ven, som er kunstner, en som drømmer store drømme
og som arbeider, ganske som nattergalen synger, bare fordi
det er hans natur. Lade ham være blond, og sæt, at jeg vil
lægge ind i billedet al den kjærlighed, jeg føler til ham. Jeg
vilde da male ham slig, som han er, saa naturtro, som jeg
kunde til at begynde med. Men billedet er ikke færdigt
med det. For at fuldende det blir jeg nu vilkaarlig i min
kolorit. Jeg overdriver haarets blondhed, jeg nåar helt til
orangetoner, til chrom, til bleg citron. Bag hodet
istedenfor at male den banale væg i et elendigt værelse —-
maler jeg det uendelige. Jeg gjør en enkel baggrund af blaaty
det rigeste, det mest intense, som jeg kan opdrive. Og ved
denne simple sammenstilling af dette blonde skinnende hode
paa den rige blåa grund opnaar jeg en virkning, der er
hemmelighedsfuld som stjernen i det dybe azurblaa.»
Om sin kamp med naturen anfører han det gamle læge
ord: «On commence par tuer, on finit par guérir. Man
begynder med frugtesløst at plage sig med at følge naturen,
man ender med stille at øse af sin palet. Sluttelig kommer
der dog natur ud af det.»
Klarhed i sine følelsers kaos, en fast form, som var saa
enkel, at den kunde gribes af den enkleste, og dog fyldig nok
til at rumme det, som bruste i hans sjæl en stil, derom
stod den utrættelige kamp, som kostede ham baade forstanden
og livet.
«Vi knnstnere, som elsker orden og symmetri, vi isolerer
os og arbeider os til døde for at bringe stil ind i om det
saa bare er et eneste stykke.»
Men netop, fordi han vilde gjøre det ugjorte, havde han
ærbødighed for dem, som før ham havde gjort det store:
Frans Hals, Van der Meer og navnlig Rembrandt
han blir ikke træt af at prise dem for sin ven Bernard, som
stod fremmed overfor hollænderne.
«Jeg ved godt, siger han i anledning af Rembrandt
og Van der Meer, at vi søger og arbeider efter farve, som
de søgte og arbeidede efter elairobscur, valør. Men hvad
gjør vel alle disse smaa forskjelle, nåar det dog fremfor alt
gjælder om det ene: at udtale sig sterkt!»
559
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
