- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Attende aargang. 1907 /
560

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jens Thiis.
Af og til er det, som om han i en art desperation ser
sig om i kunsten og anraaber alle store, som han seiv føler
sig liden imod, om hjælp til at løfte det løft, der paalaa ham.
Han havde en hengivelsesevne i beundringen, som gjør ham
til digter, nåar han taler om den kunst, han elsker:
«Aa, for et deiligt billede skriver han til Bernard det
af Delacroix med Kristus i baaden paa Genesareth sjø! Han
med sin straaleglorie af bleg citron sovende, lysende i en
krans af dramatisk violet, af dystert blaat, af blodrødt,
disciplenes oprørte gruppe, paa det frygtelige smaragdhav,
som stiger og stiger lige til rammens rand ...» Hvem har
sagt noget inderligere og sandere om Delacroix’ dæmoniske
farvekunst?
Men mere og mere følte han, at «de billeder, som maa
males, de nødvendige og uomgjængelige billeder, ifald
maleriet skal naa samme glade høide, som de græske billed
huggere, de tyske musikere, de franske romanforfattere 1 har
naaet de billeder overskrider et enkelt individs kraft.»
Seiv anspændte han til det yderste sin kraft. Han malte,
seiv om blæsten rystede hans staffeli, saa lærredet dansede
under hans pensel. Han øvede sig uophørlig i som en rov
fugl at slaa ned paa de flygtigste natursyn og holde dem fast
i billeder, som maatte gjøres færdige ien halv time. «Hurtig,
hurtig, hurtig og skyndsomt, som høstkaren, som tier under
solens brand og samler sig om det ene: at meie kornet af!»
«I øieblikke, nåar naturen er saa skjøn, som den er nu
om dagen, ser jeg med et frygteligt klarsyn. Jeg kjender da
ikke længcre, at jeg seiv er til, og billedet kommer som i
en drøm.»
Øiebliksvis kunde kunsten bringe ham denne overmen
neskelige lykke. Men oftest var han nedtrykt over, hvor
lidet han magtede. I dyb ydmyghed taler han om, hvad han
seiv har gjort, og hvad han føler, der skulde gjøres. Derfor
drømte han fantastiske drømme om samarbeide i en stor
fremtidig sammenslutning, en broderkreds af høit stræbende
kunstnere, som levede i endrægtighed og uden nid, elskede
hverandre og ofrede for hverandre, fyldt af den store fælles
kjærlighed til jorden og livet.
1 Han elskede Zol a, hans sunde forherligelse af jorden og arbeidet og
lians hang til at male i store symboler.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:39:16 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1907/0568.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free