Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Björnson i den sidste halve menneskealder.
politik i 1905, skjønt han i halvhundrede aar havde bidraget
mere end kanske nogen anden enkeltmand til at forberede
og modne selvstændighedsverket. Ligefra han skrev sin
første store bondefortælling og sin første fædrelandssang
(1857), og siden han i «Aftenbladet» (i 1859) stillede sig i
breschen for dannelsen af et ndpræget venstreparti, havde
han bidraget mægtig til at gjøre det norske bonde-venstre
til en bærer af den norske selvstændigheds sag. Efteråt de
Sverdrup’ske kirkelovsforslag og Johan Sverdrnps afvigelse
fra venstres politik i nnionssagen havde fremkaldt den store
spaltning mellem det «rene venstre» og «de moderate», havde
Bjørnson gjennem sit «Nytaarsrim til rektor Steen» (1886)
og sin deltagelse i valgkampen (især i 1891) bidraget væsent
lig til venstrepartiets gjenreisning under statsminister Steens
førerskab. Fra 1889 til 1891 var han den ivrigste til at drive
igjennem, at kravet paa egen norsk udenrigsminister blev
optaget paa venstres valgprogram. Gjennem denne dristigere
ndformning af programmet og ved aabent at arbeide for at
«løse unionen i sindene» var det, som om han heiste et
hvidt, vindfangende topseil paa venstres langskib. Men netop
paa grund af denne dristigere seilføring ønskede han ogsaa
kursen lagt saaledes, at man ikke udsatte sig for at løbe
paa grund. Da statsminister Steen, der som afløser af den
«moderate» Johan Sverdrup havde en meget vanskelig stil
ling overfor de mere fremfusende medlemmer af sit parti,
i 1892 og de følgende aar søgte at drive konsulatsagen igjen
nem mod baade det norske høires og Sveriges modstand,
tog Bjørnson i begyndeisen af 1893 afstand fra «krigsmo
ralens» politik og pegte paa den fredelige forhandlings vei
som den eneste taktik, hvorved venstrepartiet kunde vinde
det norske høires tilslutning i unionssagen. At forsøge at
drive konsulatsagen igjennem ved stortingsbeslutninger, saa
længe et splittet Norge stod overfor et enigt Sverige, denne
taktik, som førte til det store tilbagetog i 1895, betegnede
Bjørnson allerede i 1893 som en «politik over ævne». I det
samme aar foreholdt han offentlig høires fører, Emil Stang,
nødvendigheden af at danne «et nyt nationalt høire». Og
fra nu af arbeidede Bjørnson i ti aar paa ved hjælp af kon
sulatsagen at bygge en bro for høires gradvise overgang til
263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
