Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder.
mindelig overenskomst om eget norsk konsulatvæsen. Medens
nu Bjørnson, ligesom statsminister Hagerup, alligevel baade
i 1904 og den første del af 1905 holdt fast ved den übetin
gede fredslinje eller forhandlingspolitiken, svingede hoved
massen af samlingspartiet under Chr. Miehelsens glimrende
ledelse over til venstres gamle aktionspolitik, som havde vist
sig forhastet i aarene 1892—1895, men hvortil de norske
statsmagter, efter det forløbne tiaars opofrelser for Norges for
svar og efter høirepartiets nye holdning følte sig rustet.
Bjørnson udtalte sig imod den maade, hvorpaa unionen blev
opløst, men ydede dog, især overfor udenlandske aviser, den
Michelsen-Løvlandske regjering nogen støtte og deltog i folke
afstemningen for stadfæstelse af unionsopløsningen og for
kongedømmet, hvilket han sammen med flere gamle
republikanere ansaa som en naturlig konsekvens af be
slutningen af 7de juni 1905.
Bjørnson havde ønsket, at den gamle union med Sverige
var blevet ophævet ved mindelig overenskomst og afløst af
et forsvars- og neutralitetsforbund mellem de tre nordiske
riger, «omgjærdet af voldgiftstraktater». Han opfattede det
derfor, som om den norske selvstændigheds sag den 7de juni
1905 havde kjøbt sin glimrende seier med et ikke ringe tab
for en anden stor sag: de tre korsflags forbund i Norden
som et forbillede for de smaa stater, for hvem det maatte
være en livssag at gaa i spidsen for fredsarbeidet.
Björnsons hovedverk som politiker i det seneste tidsrum
af hans liv var altsaa hans bidrag til venstrepartiets gjenreisning
og de store valgseire i 1891 og 1897 og dernæst hans bidrag
til den sammenslutning mellem partierne, uden hvilken
syvende-juni-beslutningen ikke havde været mulig. At han
allerede i 1893 kom i strid med venstrepartiets ledere, og at
han kom til at staa fjernt fra begivenhederne i 1905, har sin
forklaring deri, at han lidt efter lidt var kommet til at om
fatte fredssagen og følgelig ogsaa forbunds-sagen med den
samme lidenskab som den norske selvstændigheds sag. En
hver lösning af selvstændigheds-sagen, som i nogen væsentlig
grad hindrede fremgangen i retning af folkenes forbund
den eneste vei til skridtvis seier for fredssagen maatte der
for for ham staa som utilfredsstillende. Man kan derfor sige,
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
