Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkelivsbilleder fra Søndfjord.
men flyttende østenfra og var lidt af en störskryter iblandt.
For han havde en fin gaard og meget skillinger, havde været
heldig paa sildefisket og sad nu hjemme, stor og tryg. Det
havde hændt flere gånger, nåar han var i lag med de andre
karene og kjytte som mest, at han havde ment, det skulde
blive anden jordefærd med ham end med hit folket. Jern
gar vilde han have om graven sin, saa ingen skulde staa og
trakke paa den om prædikensøndagene, slig som han havde seet
de giorde med de andre gravene. Jo, der skulde ret være
jerngar om hele flekken, han kunde sagtens koste sig det, og
tavle skulde der og være med navn og aarstal og gyldte bog
staver, han vilde ikke komme væk mellem sten og ugræs.
De som hørte paa, havde lidet eller ingenting at sige til det.
De tænkte med sig, de fik nøie sig med at komme i jorden
som de pleiede paa de kanter, uden baade gar og tavle, takke
til der blev kiste at faa og skikkeligt gravøl. Men saa var
det, da mor til Lia-Rognald døde, det var endda nærmeste
naboen hans, da blev der stor jordefærd, og folk kom sam
men langveis fra, for det var omkring St. Hanstide. Ja, alt
gik pent og sømmeligt for sig ; men om kvelden begravelses
dagen, da solen sank, hørte folk længer ud paa stranden et
grueligt skrig. De var mange, som hørte det, og de var ikke
god for at glemme det heller. Det kom bortenfra Lifjeldet,
paa lag ved Lauholmene, midtveis i fjorden. Alle tænkte
straks paa ulykke; men sjøen laa blank og stille, og ikke en
baad var at se nogensteds. Og det skreg, som nåar folk er
i yderste dødsens våande, det skreg baade med grovt mands
maal og med skjærende kvindestemmer, det skreg, saa folk
maatte udpaa for at forvisse sig om, at der ingen var. Den
ene efter den anden kom roende tillands og fortalte dem,
som der stod og ventede, at de ikke havde kunnet opdage
det inindste. Nei, nei, saa var det vel ingenting da; man
havde sig tilhuse igjen og gik og lagde sig; men rart var det
nu alligevel. Men dagen efter, mens folk sad og fik sig mid
dag, og det blæste en frisk havgul 1, da kom skriget igjen,
aldeles som kvelden før det var da, Nese-Sjur’en og to
til bleiv borte ved Lauholmene. Han og husmanden, Solaas-
Hans, skulde skydse en kjærring med et spædbarn sør om
1 Havgul : sommervind, begynder som regel om formiddagen op mod
middagstid og lægger sig ved solefald.
405
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
