Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
døren med rømmegrøds- eller mylseamberen \ forhørte sig
om tilstanden og blev beværtet, om en formaadde det. Ondt
havde det nok ellers været for mangen sengekone at berge
sig igjennem, havde ikke de sendingerne været. Det saa en
nok af, hvor gaardene laa saa afsides og langt fra hverandre,
at tidender ikke spurgtes saa fort. Den gangen, da det mindste
barnet kom til paa Kviene, da fandtes der ikke andet i huset
end lidt mel og to—tre spekesild, og ingen uden manden var
der, som kunde stelle heller, bare smaa unger. Saa det er
ikke greit at skjønne, hvordan Ann-Dorthe og det vesle i
vuggen opholdt livet de første fem dagene, før nogen fik
spurgt til dem. Siden kom kjærringen fra nærmeste gaard,
en halv fjerding borte, med baade mad og klær og blev der,
til Ann-Dorthe kunde se om alt seiv igjen.
I sygdomstilfælde hjalp man til nogen hver med det en
havde baade af erfaring og om ellers noget trængtes. Dok
toren boede i en anden fjord; der var tre mils haard sjøvei
til ham ; landeveis kunde en bare naa did om sommeren, for
man maatte over vilde tjeldet. Saa han havde heller ikke
ofte erend hid. Det var jo en bestemmelse alligevel, hvordan
det skulde gaa, nåar først Vorherre havde lagt haanden paa
en. Kom en sig, var de pengene spart, var stunden der,
havde en ingenting at sige, bare at gjøre sig istand til at fare
fra denne jammerdal. I stuen, hvor alle gik ud og ind paa
tunge træsko, hvor vævskeen slog eller rokken durede og
ungerne larmede og græd, der droges en og med døden, der
stred en sin sidste strid. Og havde en tilslut faaet den fra
sig, blev en vasket og kjæmmet og lagt bort i langbænken,
et aaklæde fæstedes over en i væggen, og der, mellem de
øvrige husets folk, midt i deres færden og arbeide, ventede
en paa, at kisten skulde blive istand. Endda gik der ikke
saa faa døgn, inden jordefærden kunde blive af; baade hus
og mad krævede sin tid, og folk skulde bedes ihop. Men var
dagen kommen og alle samlet om den umalte kisten midt
paa gulvet med de to tændte lysene paa hovedfjælen, traadte
klokkeren eller en af bygdens gjæveste mænd frem og sjælede 2
1 Mylse: dravle, d. e. sød melk, som først blev skilt til ost og m3Tse, siden
indkogt, til osten fik en brunrød farve.
2 Sjæle: holde mindetale. En ældgammel skik. Benævnelsen sjæleol =
begravelse findes saalangt tilbage som i de gamle kristenretter (fra Olav den
408
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
