Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Nationaltheatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
En hovedgrund til at Norges hovedscene i det sidste
tiaar og endnu den dag idag i sine bedste stunder staar saa
høit, er efter mit skjøn den omstændighet, at Ibsens og
Bjørnsons store verker, i forbindelse med vort lands smaa
kaar i økonomisk henseende, hidtil har reddet os fra den
fremtoning, som i de fleste store lande, især England og
Frankrig, i den senere tid har bevirket en paafaldende til
bakegang i scenekunst. Nemlig «stjerne-komedien», eller den
ting, at en stor og berømt skuespiller bryter laget for at
grundlægge sit eget theater, hvor han eller hun paa en gang
er første skuespiller, theaterchef og oppebærer af driftsherre
gevinsten. I en millionby som London, hvor der saa at si
vrimler av skuespiller-begavelser, er det sjelden mulig for
noget theater at spille et verk av Shakespeare eller av Ibsen
eller Bjørnson paa en fuldt tilfredsstillende maate. Simpelt
hen fordi næsten ethvert dramatisk mesterverk kræver et
samspil av mange fremragende skuespillere, og fordi i en
by som London de store skuespillere er fordelt paa forskjellige
theatre. Da jeg for to aar siden gjensaa Shakespeare’s «Julius
Cæsar» paa Mr. Tree’s theater, var forestillingen langt rin
gere end den hadde været syv-otte aar forut. Og selv dengang
var ikke alle hovedroller paa langt nær godt nok besat.
Noget lignende var ialfald for to aar siden tilfældet med
opførelsen av Ibsens «Hedda Gabler» paa Mrs. Patrick Camp
bell’s theater i London, og med Ibsens «Dukkehjem» paa
Madame Réjane’s theater i Paris. Paafaldende er ogsaa den
næsten jevne nedgang av Théåtre francais, helt siden theater
stjerner som Sarah Bernhardt og den ældre Coquelin brøt
ut og dannet hver sit eget solsystem, med en kreds av under
ordnede drabanter.
Der er neppe nogen begivenhet i kunstens verden i den
nyeste tid, som er merkeligere end theaterkunstens og den
dramatiske kunsts nedgang gjennem stjerne-komedien. For
fattere som Sardou, som staar langt under gamle Scribe i
begavelse, har kunnet faa sine ret upoetiske verker fremført
av en første rangs stjerne, fordi stykkerne var som skrædder
sydd efter maal av en enkelt stor skuespiller, og ikke, som
de store menneskeskildreres verker, kræver et halvt dusin
fremragende begavelser eller mere.
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
