Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove C. L. Vangensten: Edmondo de Amicis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ove C. L. Vangensten.
jubilæet i Certaldo 1874 blev en af Boccaecios noveller over
ført paa 700 italienske dialekter), og de dialektiske afvigelser
er saa store, at det er udelukket, at f. eks. en neapolitaner
forstaar en genueser eller en venezianer. Og dog ser man
aldrig, at der for alvor blir tale om at den ene dialekt eller
dialektgruppe er ligesaa god eller ligesaa godt egnet til at være
landets sprog som «italiensk». De Amicis siger netop et sted
i «L’idioma gentile»: «Desuden har vi den talrige familie
bestaaende af uforbederlig uopdragne medlemmer som, i
hvad selskab de end færdes, og selv om de ved, at de ikke
blir forstaaet, uforskammet og haardnakket vedblir at tale sin
dialekt og at svinge sin egen uvidenheds banner, hvorpaa de
har skrevet: «Forstaar man mig, er det bra, hvis ikke faar
man greie sig som man kan. De ligner den slags fulde folk
som fører en belivet samtale med lygtepælene.» I almindelig
sprogbrug betegner «italiensk» den litterære sprogform, mens
alle dialekter i modsætning hertil kaldes «ikke-italienske».
Og man kan overalt i landet udenfor Toskana høre folk
beklage, at de ikke kan «italiensk», og f. eks. overfor en ud
lænding, som har studeret sproget i Florents og blot behersker
det saa nogenlunde, indrømmer de med fuld oprigtighed, at
han kan «italiensk» bedre end de selv. Og dette gjælder
ikke blot folkets brede lag, men er endnu mere paafaldende
i dannede kredse. Og netop digtere som Manzoni og De
Amicis, der har tilbragt et arbeidsomt liv med studiet af det
italienske sprog fra de bedste kilder, beklager stedse, at det
er uopnaaeligt for dem nogensinde at beherske sproget med
den legende lette elegance og sikkerhed som en gjennemsnits
llorentiner. Derfor er ogsaa De Amicis’ «præterea censeo» i
«L’idioma gentile» «gaa i skole hos toskanerne», hvilket han
nærmere udformer i et eget kapitel: «Hvad man kan lære
af toskanerne.»
I ethvert andet land vilde denne vidtdrevne purisme
være latterlig, hos italienerne er den et naturligt udslag af
den stolte forpligtelse, der følger med at eie verdens ældste
moderne kultursprog. I mere end 600 aar har der været
baaret stene frem til den vidunderliga bygning, det moderne
italienske sprog er. Fra Dantes forgjængere og trecentisternes
famlende søgen efter form og ned til vore dage, til Manzoni
og Carducci, med Dantes gigantiske skikkelse ragende op over
508
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
