Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Finn Nyquist: Kunsten som livsfornyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kunsten som livsformer.
skjult her inde i os, vi synes, vi maa ha fat i enkelte av
dem, og før vi vet ordet av det, er vi allerede paa god vei
fremad mot lykken, rikere og sterkere sjælelige livsstrømme,
bedre resonansbund. Den herved vundne forhøiede og for
finede sjælelige energiutveksling, hvor det ene sanseindtryk
og den ene tanke straks associerer sig og vækker tillive nye,
vil nødvendigvis falde sammen med en større følelsesrigdom.
Men denne større følsomhet, større mottagelighet overfor
alle indtryk utenfra, behøver aldeles ikke være noget tegn paa
fysisk svakhet, den kan ofte være forbundet med den mest
utprægede sundhet og livskraft. Richard Bergh nævner i
denne forbindelse som eksempler Tolstoi, Bjørnson og
Zola, alle tre følelsesvarme kraftmennesker, for hvem den
ensidige kunstnerramme litt efter litt blev for snæver, og som
gjennem sit mægtige, almenmenneskelige livssyn vokset og
utviklet sig til almene samfunds- og livsforbedrere, eller livs
kunst ne re.
Ethvert menneske har medfødt inde i sig sansen for det
skjønne, d. v. s. livsfremmende; men det er først, hvor
følsomheten overfor denne værdiside i naturen er særlig
sterkt utviklet, at den kræver at spille en aktiv rolle i ved
kommendes liv, saa han paa enhver mulig maate søker at
skape skjønnet omkring sig, eller som Bergh siger, momen
ter av fuld og hel livsfølelse. Ti kunsten er ifølge ham netop
det naturlige uttryk for trangen hos os alle til at leve saa
intensivt, vi kan, og føle, at vi lever.
Men vi har ikke alle like let for at rives med, bort ira
alle de tusener av bakevjer og dødvande, som ligger og lurer
paa os, alt dette fang, som vi blir hængende i. Vi kommer
aldrig ut i selve storstrømmen av livet, faar aldrig sat vor
lille farkost paa den ene avgjørende prøve, faar aldrig op
levet de øieblikke, der alene eier evighetsglimt i sig av lykke.
Vi hører til disse brave, men træge og tungtbevægelige masser,
som intet kan alene, nødvendig trænger kunstens mester
s ugge rør for en og anden gang at vækkes til de store øie
blikke. Vi staar der uforstaaende, aner ikke, hvad det er
«at elske». Saa kommer kunstneren til, river os med, rent
ut tvinger os til at gjennemprøve alle kjærlighetens sinds
bevægelser ved at fremtrylle for os et væsen, som elsker.
Kunsten blir for os den tændende glød i vort liv, sol-
505
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
