Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Retningslinier i moderne litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15« Harald Nielsen.
det overmenneskelige, men det menneskelige. Det var en
Personlighedens Revolte imod en Tid, der var lidet gunstig
for en Personlighedens Udfoldelse. Det var en stolt og
overmægtig Følelse af Menneskets Rigdom, en berusende
Erkendelse af, at det rummet alle Muligheder.
Denne Kærne træder tydeligt frem, naar man
sammenstiller Nietzsche med Gorki, der opdager Mennesket paa en
helt anden Maade, nemlig i dets Elendighed, som
Landstryger og som Udskud. Den nye Følelse er intetsteds
udtalt mere gribende end i hans Skuespil «Natteherberg». En
af Personerne, Satin hedder han, bryder midt iblandt Skøger
og Forbrydere ud i den nye Tids Triumfskrig:
«Mennesket er Sandheden. Hvad vil det overhovedet
sige: Mennesket. Det er ikke dig og heller ikke mig — nej
men du, jeg, hun, den gamle Luka, Napoleon, Muhammed
— alle tilsammen er det . . . Det er noget storartet. Det er
noget, hvori alt begynder, alt ender. Alt er i Mennesket og
alt er til for Mennesket. Mennesket alene eksisterer, alt
andet er hans Hænders og hans Hjernes Arbejde.
Mennesket. — Ganske simpelt storslaaet. Hvor det klinger ophøiet
. . . Hvor skønt er det dog at føie sig som et Menneske.»
Til Overmennesket og Forbryderen slutter sig
Kiplings Opdagelse af Helten. Hans Skildringer af
Indfødte og Englændere derude i det mærkelige Land, af deres
uberegnelige, gaadefulde Instinkter virker med til at
gennembryde Realismens dogmatiske Menneskeopfattelse.
Mindre pragtfuld og blændende end disse tre, men
mindst ligesaa betydningsfuld er den fjerde Form, hvori det
menneskelige genopstaar, nemlig i Frenssens, Selma Lagerlöfs
og Jakob Knudsens Bondeskildringer. Det er Mennesket
som Naturens Nabo, der skildres, Mennesket med dybe,
langsomme men ubøjelige Instinkter og stille, tænksomme
Sind. Navnlig ved at sammenligne denne Kunst med
den foregaaende ses Forskellene. De er baade mange og
talende. I Stedet for den — ofte uforstaaende, teoretiske
Moralkritik, der var Særkendet for Realismen, træder der en
Sympati for de moralske Kendsgerninger og en Trang til at
forstaa dem som en naturlig Følge af Menneskets Væsen.
Ved at se Moralen indefra, efter dens Opstaaen, som f. Eks.
i Selma Lagerlöfs «Jerusalem», opdages den som levende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
