Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
Lettest er det at se, at Ibsen med genial dristighet har
omplantet Paludan-Miillers «Adam Homo» paa norsk grund,
nationaltypen, som utvikler sig i retning av stigende egoisme
og verdslig sjæle-fortabelse, indtil han reddes ved en ung
kvindes hjælp. Men.at Ibsen gjør dette motiv norsk ved at
forplante det i den av Asbjørnsen og Moe og Bjørnson op
arbeidede jordbund, dette er allikevel blot en liten del av
hemmeligheten ved digtets tilblivelse. Hovedsaken er at ut
finde, hvorledes Ibsen har gjort motivet ibsensk, hvor
ledes han uvilkaarlig og med genialt nyskapende evne har
tildannet alle forefundne motiver og alle dertil fastvoksede
personlige livsindtryk til organer for sin egen aandelige vekst.
Motiv-forskningen maa i dette, som i andre tilfælde, betragtes
som den uindviede forgaard, hvorfra man alene ved hjælp
av sympati og poetisk fantasi i förening trænger ind i dig
tets egentlige helligdom.
Hellerikke kan jeg her komme ind paa, hvorledes en
ydre foranledning, nemlig Vinjes og Liebleins skarpe kritiker
av «Brand», efter al sandsynlighet bidrog sterkt til, at Ibsen
ut paa høsten 1866, efter tilbakekomsten til Rom fra Albaner
bjergene, foreløbig la planen til Julian tilside og vendte sig
mot sine angripere i digtet om Peer Gynt 1, med harmen
over kritikens uretfærdighet behersket og mestret og likesom
omslynget av den nye seierrike følelse av kunstnerisk og øko
nomisk overlegenhet.
Ibsens skuespil om Peer Gynt falder naturlig i to dele:
De tre første akter, som slntter med mor Aases dødsscene,
hvor digtekunst og musik forener sig i en uforglemmelig har
moni, disse tre akter danner et overordentlig anskuelig
sjælemaleri og er ialfald som menneskeskildring den mest
uforgjængelige del av verket. De to sidste akter, som bestaar
av en række forholdsvis løst sammenhængende episoder,
indeholder forøvrig en mængde glimrende og endog geniale
enkeltheter. Men Sir Peter (i fjerde akt) er ikke en saa fast
bygget karakter som den unge bondegut Peer i de tre første
akter. Eller rettere, han er paa en maate altfor fastbygget,
1 Dette punkt ved digtets tilblivelse har jeg søkt at belyse i allerstørste
korthet i to artikler i «Morgenbladet».
598
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
