Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Ny norsk lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny norsk lyrik.
sprog er i sig seiv inspirerende, og det er ogsaa det første og
nødvendigste vilkaar for en i bedste forstand intim og indi
viduel kunst, mens et dødt «digtersprog» som dansken i
Norge eller som landsmaalet øker den fare for konveniens,
som truer lyrikken sterkere end nogen anden digtart.
Den lyriske stil har ved siden av den religiøse overalt
og til alle tider været den konservativeste som findes. De
Heste ser i den et høitidsskrud for følelse og tanke. Rent ut
vortes viser dette sig deri, at det lyriske sprog har bevaret en
hel del ord og former, som for længe siden er gaat ut av
hverdagssproget. Det alderdommelige er for mange enstydig
med det ophøiede. Denne letvinte vei til det ophøiede er
ingen flittigere til at bruke end de middelmaadige poeter —,
paa samme vis som slette prædikanter er de flinkeste til at
holde sig indenfor den stiveste «bibelstil». Men ogsaa hos
det egte og oprindelige lyriske talent vil det være let at bli vår en
utpræget sproglig konservatisme. Dette hænger sammen med
den mer eller mindre sterke bortabstrahering av det tilfel
dige, som al lyrisk digtning forutsætter. Den rent musikal
ske tolkning av de almenmenneskelige følelser kræver et
sproglig uttryksmiddel av langt større almengyldighet end for
eksempel skildringen av hverdagslivet. Den virkelighets
skildrende digtnings bestræbelse for at komme den enkelte
skikkelse saa nær ind paa livet som mulig, dens arbeide for
at opfange og gjengi de utallige træk som samlet utgjør indi
videts egenart indebærer netop den rikeste kilde til sprog
fornyelse. Av langt ringere sprogfornyende kraft er den lyri
ske digters søken efter at gi de almenmenneskelige følelser i
sin individuelle avskygning et intimt uttryk.
Der skal en begavelse av usedvanlig oprindelighet til for
at bryte de skranker, som den sproglige konveniens til enhver
tid stiller for utfoldelsen av den lyriske digters individualitet.
Det sker aldrig ved digtere som i «den bundne form» ser et
høitidsskrud, hvor let og sikkert de end bevæger sig i det.
Det sker alene ved de sjeldne verskunstnere, som paa én
gang er suveræne overfor sproget som ingen sproglige ved
tægter anerkjender og som uten avslag vaager at følge
den inspiration som strømmer fra den levende tale. Hans
E. Kinck har ensteds git disse digteres syn paa versets kunst:
«Det forstaar jeg ved et digt,» sier han, «at det skal være
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
