Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg gjemmer i mit øie, som en skattesamler
et sted
Hvis sødme jeg alene kjender.
17 Samtiden. 191(5
Georges Kodenbach.
trolige. I sine venligsindede værelser følger han deres stille
suk, deres langsomme aaudedræt. De har levet saa længe,
de er tunge av minder og hemmeligheter; de har sine ven
ner og fiender blandt menneskene. Speilene bærer spor efter
mange ansigter som har sænket sig ned i deres dyp; de
gamle portrætter følger med øinene svundne syner, mens
fromme og varsomme ord glir over deres læber; lysekronen
er et følsomt væsen av glas som klinger klagende ved den
mindste støi. Digterens sanser blir utrolig fintmerkende;
stilheten blir fuld av lyd, og urets timeslag en begivenhet,
et klokkespil, en kaskade av lyd gjennem huset ... og
mørkets komme om kvelden blir en spændende og smertelig
kamp mellem lys og skygge . . .
Men det er fremfor alt hans elskede gamle by som lever
i hans sanser og sjæl. Han tar fra tid til anden en reise
for at se den igjen, og hans flamske malerøie gjemmer den
i sig som en skat:
Dens gamle huse er trætte av livet; deres taksten falder
som visne blade, og reliefferne er saa slitte av regnen at
fauner og nymfer synes at slutte sin dans, vinke et mat farvel
og forsvinde i muren. Kanalernes vand favner saa føielig
taarn og hus, skyer og trær, men det utsletter troløst alle
spor og speilinger, og dets hjerte er koldt og ugjennem
trængelig, det har bare en stolt og dristig attråa: at speile
himlen som er evig og uendelig. Men ved at speile de for
gjængelige ting i sig har våndet skjænket dem et øiebliks
drøm og bevissthet. Alt taler med digterens stemme i denne
forfaldne klokkernes by; den er jo hans søster og ett med
ham, ett i tungsind og ensomhet, i foragt for alt forgjænge
lig, i glæde over de skjønne drømme som glir over våndet
som hvite svaner om aftenen . . .:
O b}’, o du min søster som jcg" ligner
Du faldne by, i klokkers vold, vi begge
Vi kjender ikke længer disse stolte skuter
237
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
