Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maurice de Guérin: Kentauren. Oversat av Reidar Øksnevad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maurice de Guérin.
hadde været saa fast og enkelt, blev rystet og tapte meget av
sig seiv, som om det var blit splittet av vindene.
Ak, Melampe! du som vil lære kentaurernes liv at kjen
de, hvilken gudernes vilje har ført dig til mig, den ældsteog
den sørgmodigste av dem alle? Det er længe siden jeg del
tok i deres liv. Jeg förlåter ikke mere denne fjeldtind, hvor
til alderen har forvist mig. Spidsen av mine piler tjener nu
kun til at grave stædige planter op med roten; de rolige
indsjøer kjender mig endnu, men floderne har glemt mig.
Jeg vil fortælle dig litt om min ungdom; men de minder,
som kommer fra en svækket erindring, rinder langsomt som
et sparsomt drikoffer fra en sprukken urne. Jeg har med
lethet fortalt dig om mine første aar, fordi de var rolige og
fuldkomne; det var livet i sin enhet og enkelhet, som gav
mig næring; det mindes man og fortæller igjen uten vanske
lighet. Hvis en gud blev bedt om at fortælle sit liv, vilde
han fortælle det i to ord, Melampe!
Min ungdom svandt hurtig og fyldt av uro. Jeg levet av
bevægelse og kjendte ingen grænser for mine skridt. Fuld
av stolthet over mine frie kræfter streifet jeg omkring i alle
retninger gjennem ørkenerne. En dag da jeg fulgte en dal
hvor kreaturerne sjelden kom, opdaget jeg en mand, som gik
langs elven paa den motsatte side. Det var den første jeg
hadde set, og jeg foragtet ham. Det er jo i høiden, sa jeg
til mig seiv, halvparten av min egen krop! Hvor korte hans
hen er og hvor hans gang er besværlig ! Hans øine synes at
maale rummet med sørgmodighet. Det er uten tvil en ken
taur, som guderne har veltet om, og som nu er nødt til at
slæpe sig frem slik.
Jeg hvilte mig ofte ut i floderne. Mens den ene halvdel
av mig bevæget sig under våndet’ for at holde mig oppe,
løftet den anden sig rolig over våndet, og jeg bar mine ledige
hænder høit over bølgerne. Jeg glemte tiden, lot elven føre
sin vilde gjest mot det fjerne og vise ham alle breddernes
skjønheter. Hvor mangen aften har jeg ikke fulgt strømmen
mens mørket bredte sig og førte seiv til dalenes bund guder
nes natlige budskap! Min übændige livstrang mildnet sig,
og der blev kun igjen en let fornemmelse av liv harmonisk
fordelt til hele mit væsen, paa samme vis som lyset fra
den gudinde, som løper gjennem nætterne, speilet sig i van-
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
