Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maurice de Guérin: Kentauren. Oversat av Reidar Øksnevad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maurice de Guérin.
streifet jeg om overalt som et blindt og løssluppet liv. Men
nåar natten, fyldt av gudernes ro, fandt mig paa fjeld
skrænterne, ledte den mig til hulernes indgang og beroli
get mig som den dysser havet til ro. Der blev kun igjen
en let bølgen, som holdt søvnen borte uten at forstyrre min
hvile. Paa terskelen til min bolig, med lænderne skjult i
hulen og med hodet under himlen, fulgte jeg mørkets spil.
Det fremmede liv, som hadde gjennemtrængt mig om dagen,
dryppet av mig draape for draape og vendte tilbake til Ky
beles rolige skjød, som resterne av regnet efter et uveir
samler sig til fald fra løvet og gaar op i det hele. Det sies
at havguderne i mørket förlåter sine mørke boliger og fra
forbjergene ser ut over bølgerne. Slik vaaket ogsaa jeg med
et rum foran mig, som lignet det indslumrede hav. Git til
bake til den faste og fulde tilværelse förekom det mig, at
jeg netop var født, og at havet, som hadde indfanget mig i
sit skjød, hadde igjen sat mig paa fjeldtinden som en konge
son forglemt paa sandbanken av Amphitrites bølger.
Mit blik løp Mt om og naadde de fjerneste punkter.
Som bestandig fugtige kyster hadde vesthimlens fjeldrække
bevaret en lysning, som mørket endnu ikke hadde visket
ut. Her levet endnu nøkne og rene tinder i blekt lys. Her
saa jeg snart den altid ensomme Pan stige ned, snart en
bjergnymfe, som natten hadde beruset. Stundom strøk Olym
pens ørner over himlen og forsvandt blandt de fjerne kon
stellationer eller i de hellige skoger. Gudernes pust forstyrret
pludselig de gamle ekers ro.
Du søker visdommen, Melampe, visdommen, som er
kundskapen om gudernes vilje, og du streifer om blandt
folkene som en dødelig, der er ført vild av skjæbnen. Der
findes i disse trakter en sten, som nåar man rører ved den,
frembringer en lyd som av strenge der springer, og menne
skene fortæller, at Apollon, som drev sin hjord i disse öde
marker, hadde lagt sin lyre paa stenen, og at melodien blev
igjen. Ak, Melampe, de streifende guder har lagt sin lyre
paa stenene, men ingen, ingen glemte den der. Dengang jeg
vaaknet i hulerne, trodde jeg stundom, at jeg skulde over
raske den sovende Kybeles drømme, og at gudernes mor,
forraadt av drømmene, skulde aabenbare nogen av sine hem
meligheter; men jeg har aldrig hørt andet end lyd, som op-
312
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
