Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Av Ole Rings papirer. Kunde man undgaat riksretten?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Av Ole Rings papirer.
følge herav var det ikke nok, at et forlik blev sluttet med
regjeringen og med høire. Det var kongen seiv, man maatte
frem til; av ham maatte nemlig tilsagnet om sammensæt
ningen av den nye regjering gives. Fuldt logisk var det derfor,
at Sverdrup, som jeg ovenfor 1 har paapekt, stillet sig paa det
standpunkt, at det var kongemagten, han forhandlet med,
ikke den Selmerske regjering eller høire.
Et tilsagn som det, venstre krævet, vægret kongen sig
imidlertid for at gi, og efter min mening med god grund.
Grundlovens § 12 gir ham ret til seiv at vælge sine stats
raader, og vel baade kan og bør han ta hensyn til stillingen
i Stortinget, nåar han vælger sit raad, men han kan ikke
godt paa forhaand gi bindende og officielt tilsagn om, hvem
han under en fremtidig situation vil kalde til sit raad. Under
den tids forhold vilde en slik avtale i hvert fald fra høires
side blit opfattet som en likefrem opgivelse av grundloven.
Og seiv under nutidens parlamentariske forhold kunde kongen
ikke godt kontraktmæssig og officielt binde sig til under en
fremtidig situation at kalde et statsraad av en viss farve.
Hvor parlamentarismen er helt giennemført, anser Kongen
sig for at være saa strengt bundet til at følge sit raads raad,
at han praktisk talt forsvinder bak raadet, saa længe han
har et. I samme øieblik en regjering har søkt sin avsked,
trær imidlertid Kongen seiv frem og avgjør, hvem han vil
anmode om at danne den nye regjering. Han kan be sin
gamle regjering om et raad, eller han kan la det være
aabenbart er det, at stillingen kan være den, at han netop
er i bedst overensstemmelse med parlamentarismens krav,
om han ikke følger det raad, den avgaaende regjering gir.
Er der etter den parlamentariske stilling tvil om, hvem Kongen
bør henvende sig til, er det derfor Kongens politiske takt,
man netop i denne situation har at falde tilbake paa. Opgir
han sin selvbestemmelsesret ogsaa for dette tilfælde, opgir
han sig seiv som konge. Og griper han feil, saaledes
at det nye raad han vælger, ikke tilfredsstiller flertallet i
Stortinget, tvinger parlamentarismen ham til at vælge om igjen.
Fra alle synspunkter set og under alle styreformer er det
altsaa vanskelig eller umulig for en konge at træffe officielle
forhaandsavtaler om, hvilken farve han vil gi et vordende
Se s. 395 note 6.
405
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
