Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Otto Weininger - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Otto Weininger.
til én stor stræben. Han turde ikke slippe de vilde egen
skaper løs. Da vilde han bli ufri, slave. Han sier om sig
selv at han var sterkt erotisk, at han hadde mordtilbøielig
heter, at han i sit egentlige væsen var forbryder . . .
Weiningers livsanskuelse har derfor ikke alene det nogen
lunde rolige præg som hører en offentlig livsanskuelse til,
den er ikke alene i en sum hvad ophavsmanden har tænkt
om verden og dens foreteelser. Den er hans fæstning, hans
vern overfor sig selv, overfor alle de fiendtligsindede egen
skaper der stadig truet ham i hans utvikling . . . Naar man
gaar omkring denne fæstning og betragter den, da tinder
man den i og for sig uindtagelig. Den er bygget op med
genial, med uhyggelig konsekvens. Man tænker kanske at
den mand, som holder til i den, han er negtet meget, negtet
den frihet som bestaar i at kunne bevæge sig hvor man vil,
at han holder meget vække. Men samtidig forstaar man at det
han holder vække, netop er hans farer og fiender. Og det maa
være enhver mand tillatt at verne sig mot dem.
Men slik er altsaa billedet av hans karakter: en mand
evig aarvaaken i den høieste stræben, streng, sammenknyttet
paa vakt .., en mand der aldrig gav sig selv noget avlads
brev. Hans portræt svarer til det: munden er sam menknepet,
haken høi og streng, øinene lyser i aarvaakent alvor, den ene
haand er knyttet . . . Hans biograf, dr. Rappaport, fortæller
at Weininger aldrig smilte, aldrig var munter. Askese og
ekstase. Vilje og mod. Selvbeherskelse og . . . frihet.
Men billedet av ham forandrer sig i den sidste tid av
hans liv . . . Og man fuldstændiggjør ikke indtrykket av ham
selv og av hans heftige og fatale utvikling hvis man ikke
undersøker hvad det var han i kraft av sin natur og sit maal
fandt at maatte gi slip paa, og hvad han maatte beholde.
I enhver «harmonisk» livsanskuelse maa der være en
viss balanse: betragter en mand begeistring, varme, umiddel
bar livsglæde som grundhet, banalitet, maa han selv være
forsynt med en saa rundelig portion kynisme eller hvad
man vil kalde det, at han allikevel tinder sig tilrette, at ikke
491
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
