Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lcS
Waldemar Dons.
kunde taales, allermindst i dannet selskab. — I Trondhjem
blev der mig betydet, at der alvorlig var paa tale at udelukke
mig fra de finere baller paa grund av mine utilbørlige
anskuelser. Ser De! Var det ikke, som jeg sagde: Johnson
beherskede endog balsalen.
Altsaa stod det fast, evig som Guds eget ord, at
ligesom kristendommen var den ençste sande religion,
lutherdommen den eneste sande kristendom, saaledes var
Johnsons lære den eneste sande lutherdom, uden hvilken det
var umuligt for nogen at komme frem enten i denne eller
den næste verden.
Selvfølgelig var det mig, der skrev hint indlæg i
Aftenbladet. (Er der forresten ikke to, nemlig det ene angaaende
Lochmanns rektortale og det andet som svar paa det angreb,
jeg i den anledning blev gjenstandfor? Muligens husker jeg
dog feil. Kanske der virkelig bare er et; eller at det andet
blev negtet optagelse.) Allerede dagen derpaa havde hele
byen det paa det rene. Og jeg fik sandelig høre. Det kan
De lide paa.
Jeg undertegnede: En spæd røst. Og da Monrad
bemerkede, at han fandt den spæde røst ikke saa spæd endda
— han sagde forresten, som De nu, at min artikel indeholdt
det eneste læseværdige, der var skrevet i anledningen
— saa svarede jeg ham, at meningen med
underskriften ikke havde været at tilkjendegive nogen
egentlig personlig beskedenhed, men alene at udtale en
velbegrundet frygt for ikke overhoved at blive hørt. Thi jeg følte
mig som en streng uden sangbund, en røst i en ørken, hvor
end ikke noget ekko boede. Absolut ensom og sympathiforladt.
Hvem brød sig vel om, hvad jeg sagde?
Saadan tristhed maa ikke forbause. Noget mindre
uselskabeligt væsen end mig selv har jeg aldrig truffet paa. Jeg
har stedse elsket, hungret og tørstet efter at vise og vises
sympathi. Derfor bestod mit første kjætteri som barn i at
jeg paastod intet var lettere end at opfylde kjærlighedsbudet
— bare man fik lov til det af sine medmennesker.
Hindrede ikke ens egne medmennesker en deri, vilde intet men-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
