Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Hans E. Kinck.
heller ikke saken med sproglige jonglør-fakter. Hans stil
har ikke til hensigt at sætte os projektøren blindende klos
i synet; men han skriver i den gode, gamle hensigt isteden
at gi sjælsbilleder. Sprog er for ham fremdeles et
meddelelses-middel — et middel til i stilhet og likesom uforvarende
at tænde billeder i éns sind, det rigtige billede. Det er
her han har evnen til at finde det lille og talende træk.
For det særegne ved Tryggve Andersen’s teknik er at i
hans fremstilling, som holder sig paatagelig og kjølig, fri nips
og ordkultus, er det ikke det enkelte ord, som sætter
stiltonens præg — og det er jo paa tverke med hvad der var
«nyromantikkens» første bud; det er heller ikke den enkelte
sætning, stundom ikke engang et kapitel som gjør det. Det er
derimot helheten, denne episk beherskede, stilfulde bredde.
Den tændte langsomt billedet. Man kan kalde dette realisme,
naturalisme eller med hvad glose man vil: Det er kunst.
Det er kunstens høieste maal.
Og siden jeg er inde paa den ydre bygning, vil jeg tilslut
i denne forbindelse nævne en egenhet ved hans
komposition, som jeg antydet her foran: katastrofens pludselighet.
Den kan komme som hugskot, som et slags vanvids
besættelse. Og denne trang til at besætte læseren likesom han
selv er besat, røber hans visionære kraft, se-evnen. Han
begynder med en episk omstændelighet som gjør én
hjemmevant, som om alt var normalt og der bare var fred og ingen
fare; man blir jo f. eks. ganske stuevant ombord paa
hanreiens dødsseiler i Vanskelig farvand: saa den korte,
kraftige katastrofe i et par linjer. Hele romanen Mot kveld
er bygget op likedan: man er tilslut fuldstændig fastboende
borger i smaabyen, da solen pludselig ikke staar op. Og
lodsgut-historien Dengang B a r t o 1 drev av er et nyt
eksempel; overtræt sovner han tilsidst av i styrerummet paa
lodsskøiten: «... Hodet duppet og duppet, og om litt
snorket han i takt med skøitens duving. — Og dønningen
vugget, og seilene dasket og slang, og natten raadde havet . . .
Skumskvætten føk ham i ansigtet. Han for op, trev
rorkulten og kjørte baaten i vinden. Stormen ulte og hven,
var kommet dættende som ut av en sæk. Og det var ikke
andet at gjøre end at ri den av. I nord glimtet og gnistret
stjernene.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
