Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyskland og Norden - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
kampformerne og de mulige formler for en løsning fuldt fær
dige. Det er dette den svenske digter Bengt Berg mener,
nåar han sier at skandinaverne bare har del i utviklin
gens frugter, ikke i utviklingen seiv. I Sverige begyndte, som
sagt, den slumrende historiske bevissthet at vaakne mot slut
ningen av det 19. aarhundrede. Noget lignende hændte
ikke i Norge. Den sterke nationalfølelse forlangte landets
fulde selvstændighet, og dette maal blev naadd efter lange
og heftige kampe ved unionsopløsningen i 1905. Der var
farlige momenter i denne konflikt, saa man kunde hat grund
til at gi nøie agt paa de europæiske nationers holdning. Det
lykkedes imidlertid at træffe en fredelig avgjørelse, som helt
holdt sig indenfor den skandinaviske ramme. Saa tilfreds
stillende denne løsning ogsaa kunde være fra et menneskelig
synspunkt set, der findes dog norske fædrelandsvenner som
drager i tvil, om den var til det norske folks sande gavn. De
mener at det hadde været en haard, men politisk og moralsk
set værdifuld opdragelse for nordmændene i engang at sætte
alle kræfter ind paa at hævde sin eksistens, i at gjøre en stor
historisk oplevelse med dens lidelse og glæde, dens seire og
nederlag. Som det nu gik, var man efter unionsopløsningen
mer end nogensinde før henvist til sig seiv, man kastet sig
med dobbelt iver over de indre opgaver og den økonomiske
utvikling, og Europa var og blev det fjerne «Der ute», som
Ibsen lar pastor Manders tale om i «Gengangere». Om de
europæiske staters indre bygning og organisme, om sammen
hængen i den europæiske politik er der vist intet kulturfolk
som har saa uklare begreper som nordmændene; og hvis
man kan ta pressen som maalestok for landets interes
ser, er det paafaldende hvor litet den sysselsætter sig med
europæiske forhold. Aviserne offentliggjør telegramstoffet, de
underholder sine læsere med føljetoner og med allehaande
fornøielige og skandaløse historier fra utlandet. Men over
raskende sjelden finder man et opsæt som er skikket til at
meddele en dypere forstaaelse om fremmede ländes politiske,
sociale eller kulturelle liv. Dette hænger sammen med at
den norske presse har ordnet sig méget ufuldkomment,
nåar det giælder faste korrespondenter i de europæiske hoved
stæder. For største delen stammer efterretningerne om ut
landet fra stipendiater, mest digtere og forfattere, som med
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
