Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo Seligmann: Carl Nielsen - III. Bruddets og gennembruddets mand national og universel - IV. Sangkomponisten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SANGKOMPONISTEN.
Carl Nielsen.
neskelighed og til Almengyldighed i Udtrykket, som vi kender
fra Verdens to mest universelle Aander: fra Shakespeare i
hans Dramer og fra Mozart i hans Operaer om end selv
sagt ikke i samme gigantiske Format. Ogsaa i «Mascarades»
første Akt gives der virkelige Karaktertegninger, Skildringer
af rigtige Mennesker, der markeres ved individuelle Rørelser,
omsatte i Musikens Sprog. Ikke blot, nåar de er iklædt
Scenens Draperi, men paa selve Noderne ses og føles de som
Mennesker; de nøjes ikke med Ledemotivets Cliché, de er
ikke Attraper, men afspejler det menneskelige.
Det er forsaavidt inkonsekvent at skildre denne den
store Forms Behersker som Sangkomponist uden først gen
nem en Analyse af et af hans store Orkesterarbeider, f. Eks.
en af Symfonierne, mere indgaaende at have klarlagt hans
kunstneriske Personlighed der jo fortærtes i Symfonikeren.
Men dels hører vel en saadan detaljeret teknisk Redegørelse
kun hjemme iet Fagblad 1 men kan næppe paaregne Interesse
hos det store Publikum, dels er jo hans Sange tilgængelige
for alle. Og heldigvis, ogsaa i det lille Format, som Sangen
er, genspejler sig det allermeste af hans Natur, ja, i Grunden
den hele.
Jeg har jo af hans Sange hidtil kun nævnt hans Viser.
Paa Overdrevet mellem Viser og Sang i Kunstform staar de
Par Hefter, han kalder «Strofiske Sange». Og dog, hvor
vidt forskellige fra Visen er de ikke. I sine Viser søgte han
jo med Flid at gøre sig navnløs, som de rigtige gamle Folke
visekomponister er det. Det var ham om at gøre at give
dem Præg af det tilsyneladende velkendte, dette Præg, hvori
hele Hemmeligheden ved den folkelige Visetone ligger. Men
de «Strofiske Sange» har blot Strofen til fælles med Visen,
altsaa det, at de ikke er gennemkomponerende, men Navnet
paa den, der har gjort dem, er tydeligt nok. Seiv en saadan
fuldstændig viseagtig Sang som den berømteste af dem alle,
1 En Analyse af Carl Nielsens første Symfoni er givet i Tidsskriftet
«Musik» Jan. 1919.
463
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
