Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-irjo Albert Dresdner.
ved de fleste teatre, men helt igjennem symbolsk, ja fanta
stisk. Sceneverkets ytre billede blir under hans haand bærende
for den kunstneriske helhetsstemning, og alt efter dens karakter
gjør han sine opførelser yppige eller spartanske, bredt utma-
Tende eller sparsomt antydende, realistiske eller stiliserende.
Han henlægger «Kjøbmanden fra Venedig» i et venetiansk
miliø, stiller «Vintereventyret» ganske paa eventyrets grund,
hensætter «Kong Lear» i en keltisk-barbarisk sfære. Han har
brutt med teatermaleren av den gamle stil, tat en hel del
freidige og evnerike moderne kunstnere i sit verks tjeneste
og git dem høve til at kunne utfolde sit talent meget heldig
og originalt.
Men med alt dette rammer man endda ikke den virke
lige kjerne i hans bedrift. Den ligger iat han om han
end kanske ikke har skapt en ny kunst ihvertfald som
den første har utviklet den til fuld klarhet og kraft: teater-
kunsten.
Denne kunst maa ikke forveksles med cteatrets kunst».
Denne har vi jo hat saa længe der har været teater til. Det
nye i Reinhardts teaterkunst er, at han har emancipert teatret
fra alle utenforliggende hensyn ogsaa de litterære —, og
at han ser og gjennemfører sin opgave fuldt ut og alene sub
specie theatri. Man kan si: han skaper et nyt «helhetskunst
verk», dér alle kunster, digtning, musik, bildende kunst, dans,
møtes til en avsluttet enhet av ualmindelig sterk og fuld
stændig teatermæssig virkning. Av mennesker, former, farver,
lys, toner skaper han et verk av ganske overordentlig plasti
citet, og han eier magt til at gjennemtrænge disse mangfaldige
elementer, som sig imellem er saa forskjelligartede, med sin
kunstneriske vilje og forme dem til en helhet efter sine love.
Tillike er den voldsomme kraft, hvormed han tvinger dem
alle ind under teatrets aand og krav, det egentlig karak
teristiske ved hans personlige ydelse. For ham er ikke dra
maet vigtigere end billedet, og billedet ikke vigtigere end
musikken: alle kunster tjener for ham bare som elementer
til virkeliggjørelse av det teaterkunstverk som foresvæver
ham. Med samme lidenskap sætter han iscene «Hamlet» og
«Lumpazivagabundus», «Maria Stuart» og «Den skjønne
Helena» eller skaper i «Den grønne fløtte» en henrivende
dansefantasi. Han er noget av en trollmand, og for sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
