Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Borgerkrig og diktatur - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Borgerkrig og diktatur.
kunde risikere at suite ihjel, endnu før den vaakne norske
kritik hadde fjernet ham?
Borgerkrig! Et uhyggelig ord. Diktatur klinger ikke stort
bedre. Ordene har da ogsaa det sørgeligste ophav som tæn
kes kan: verdenskrigen og den forvirring og forvildelse den
har ført med sig.
Fra menneskenes sind utgaar livet. Saalænge vi ikke
vet at der i bolsjevikernes rækker er mindre plads for ego
ismen og nederdrægtigheten end i andre politiske partiers,
kan vi ikke føle os sikre paa at de kommer med det tusen
aarige rike. Og den port vi skal igjennem, for at komme
ind i deres samfund, ser motbydelig ut: en port av gevær
kolber. Herrerne er ikke saa merkelig nye, som de seiv tror.
Denne appel til vaabnene er jo gammel indtil bedrøvelighet,
denne magtlære er jo prøvet om og om igjen. Var det ikke
efter den blodige krig paa tide, at en ungdom med
idealer vendte sig bort fra den? Alt hvad vaaben har byg
get, har vaaben fældet. Men atter og atter har vi villet bygge
med vaaben. For alt hvad vi vet, kan det endnu være sandt,
at det er de sagtmodige som skal arve jorden. For de væb
nede støiere har den ihvertfald været en usikker arv.
Visst lever vi i et ufuldkomment samfund; det kan gjerne
være at hele dets grundlag er skjævt, at det aapner adgang
til den enes grove utbytning av den anden. Den største uret
ligger kanske i arven, at man saa ofte er født til fattigdom
eller til økonomisk lykkeligere kaar. Men ikke al uret
allermindst denne staar til at overvinde i en haand
vending. Og skal retfærdigheten ske til det yderste, blir det
knapt mulig at leve. En jordbruker nordpaa er paa for
haand dømt til vanskeligere kaar end en standsfælle paa Øst
landet. Vi maatte næsten foreta en stadig omflytning for at
berolige den strengeste retfærdighetsfølelse. Men heldigvis
beror jo ikke menneskenes lykke bare paa økonomien.
Seiv om den er et middel, som staten trofast maa vaake
over, om den vil fylde sin bestemmelse. Nu kræver man
at staten skal ta det hele i sin haand, like til en «socialisering»
av næringsveiene. Det er meget mulig at her er en vei
som virkelig kan gaaes. Om den skal der ikke strides her.
Det skal bare nævnes at overdrivelserne stundom kan virke
skræmmende. Det er ikke nok at f. eks. bokhandelen skal
565
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
