Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alfr. Lehmann: Spiritismen og dens saakaldte beviser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alfr. Lehmann
digvis sandheden betydelig nærmere end den anden. Laurit
zens indirekte bevis for spiritismens sandhed hviler altsaa paa
falsk logik, men det kan dog have sin interesse at se, hvor
ledes det egentlig forholder sig med den ene af de nævnte
forudsætninger, at videnskaben forfølger nye sandheder.
Paastanden om videnskabens skræk for det nye kan
naturligvis ikke helt være greben ud af luften; den maa støtte
sig paa visse historiske kendsgerninger, og Lauritzen anfører
da ogsaa som bevis: Galileis fysiske og astronomiske op
dagelser, Harveys paavisning af blodets kredsløb, iagttagelser
over meteorfald og hypnotismen. I alle fire tilfælde har vi
übestridelig at gøre med iagttagelser, der afgjort var i strid
med dåtidens opfattelse, og de nye anskuelser mødte derfor
ogsaa i begyndeisen nogen modstand. Lauritzen vil nu
gerne give det udseendet af, at denne modstand skyldtes en
kompakt masse af den officielle videnskabs repræsentanter,
der søgte at undertrykke det nye. Saaledes maa forholdet
være, hvis man med rette skal kunne tale om, at «viden
skaben» er det nyes modstander. Thi drejer det sig blot om
nogle enkelte videnskabsmænd, der af rent personlige motiver,
saasom smaalighed, misundelse, saaret forfængelighed o. s. v.,
træder op mod en genial samtidig, er videnskaben som saa
dan virkelig sagesløs. Lad os nu se, hvad historien lærer
om de anførte tilfælde.
Da Galilei 25 aar gammel var bleven ansat som profes
sor i matematik i Pisa, begyndte han snart at angribe Aristo
teles’ lære om legemernes bevægelse. For enhver, der vilde
se det, demonstrerede han ved det skæve taarn, at legemer
af meget forskellig vægt faldf lige hurtigt, skønt deres hastig
hed efter Aristoteles burde voxe med vægten. Galilei offent
liggjorde ikke sine undersøgelser (det skete først 50 aar senere),
men rygtet derom udbredte sig hurtigt, og han fik en stærk
tilstrømning af elever. Dette ærgrede hans ældre kolleger,
hvis videnskab bestod i at kommentere Aristoteles, og deres
polemik mod Galilei var da ogsaa rent og skært selvforsvar.
Selvfølgelig bukkede de under i diskussionen med den geniale
experimentator, og de søgte nu at faa ham fjernet fra uni
versitetet, hvilket tilsidst lykkedes, da Galilei tilfældig var
kommen til at fornærme et medlem af den toskanske fyrste
familie. Strax efter blev han af det venetianske senat ansat
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
