Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. P. L’orange: Betragtninger over impressionistisk og klassisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37 - Samtiden. 1924
Betragtninger over impressionistisk og klassisk kunst.
gir tankens adækvate billede. De græske gravrelief fra det
4de aarhundrede før Kristus for bare at nævne et eksem
pel viser denne evne til at la hver enkelt ledsagende gjen
stand klinge med i hovedstemningen, til ved linjenes strøm
men, bevægelsenes rytme sanselig at bøie sindet ind i hoved
stemningen. Og inden denne stemning som saaledes lever i
linjenes rytme, og inderlig forenet med den, harmonisk
bragt til ro i den, gir sig personligheten i sin sluttethet.
Michelangelos madonnaer, hans berømte «pieta» er illustra
tioner hertil.
Den impressionistiske kunst derimot er absolut forutsæt
ningsløs, absolut fri for idémæssig anticipation, har den
geniale, uskyldige umiddelbarhet, griper sin gjenstand ut av
naturens evig strømmende, evig sig fornyende, evig sig for
yngende flod. De hellenistiske kunstverk gir glimrende illu
strationer hertil. Uten begrep om en sidste fuldkomne form,
uten stræben ut over øieblikket, avlyttes dette dets undseligste,
kvindeligste hemmelighet. Jeg tænker f. eks. paa den bar
bareniske faun, som Winckelmann saatræffende karakteriserer:
Es ist kein Ideal, sondern ein Sttick der sich selbst iiberlas
senen, einfältigen Natur. Som ingen anden kunst vil den
impressionistiske kunne gi øieblikkets stemning, øieblikkets
lidenskap. Mens saaledes denne gir det sentimentale, gir den
klassiske det monumentale. Sentimentet er her behersket av
og begrænset inden personligheten; det gjennemtrænger den,
idet det mottar dens form. Saaledes sydlandets kunst, frem
for alt den antikke og Italiens høirenæssanse. Først og fremst
hos Michelangelo, hans profeter, sibyller og madonnaer. Hans
Jeremias er med hele sin personlighet rykket ind i sorgens
sfære, dog saaledes at den ikke lidenskabelig opløses inden
denne, men bibeholdes og bevares i sin oprindelige menne
skelighet, i al sin personlige sluttethet inden sorgens uende
lige sfære. Han har i sit dypeste væsen forenet sig med
smerten, har avlagt ed til den, har sammensverget sig med
den, har optat den, absorbert den i sit væsen. Og tænker
vi paa det klassiske 4de aarhundredes gravrelief, paa «Orfeus
og Eurydike», saa træffer vi her det samme. Her er person
ligheten forenet med smerten, men har ikke nordisk-germansk
tapt sig seiv i en uendelig, übetvingelig lidenskap. Jeg
lærer det store menneske i sorgen at kjende, føler mig for-
553
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
