Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. P. L’orange: Betragtninger over impressionistisk og klassisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. P. L’orange.
klaret om en hemmelighet i mit eget væsen. Jeg oplever det
store menneskelige, føler mig etisk oplyst, etisk styrket. Jeg
begriper hvad jeg menneskelig-immanent kan hæve mig til,
anskuer det likesom i dets sidste, ideale form.
Landskapet har altid været et motiv for en impres
sionistisk indstillet kunstner. Han avlytter det momentane
liv dets inderste tone, fastholder den, og saaledes blir den os
i ofte uhyggelig inderlighet aabenbar. Saaledes grep en Böcklin
i «Meeresbrandung», i «Triton und Nereide» det uutsigelige,
det uendelig fængslende og dog übegripelige i disse natur
oplevelser, rykket det ut av dets kaotiske, uartikulerlige dump
het. Her er oplevelsen saaledes som han genialt fattet
og fastholdt den determinert, git bestemt retning, entydig
het. Her er det uutsigelige artikulert, det momentane, flygtige
er fastholdt. En dump tone er gjort musikalsk fattelig.
Men hvorledes kan nu den klassiske kunst ogsaa i op
levelsen av landskapet realisere sit principio individuationis?
Klassisk gav bevisstheten om min menneskelighet den kunst
neriske betragtning liv og energi, og i betragtningen blev
denne menneskelighet mig klar, oplevet og begrep jeg den i
dens oprindelige lovmæssighet, i dens immanente storhet; det
egte, sande, evige i den blev trukket frem av sin dumphet;
og saaledes følte jeg mig menneskelig opbygget, menneskelig
styrket og adlet. Men hvorledes kan bevisstheten om min
egen menneskelighet konstituere sit principio individuationis
for fordypelsen i landskapet? Ved den klassiske kunsts aande
lige gjennemlysning av det; ved ogsaa her at lægge tingene ind
under loven for min sanselige og intellektuelle natur, saaledes
at jeg fuldt begriper det, saaledes at jeg i dets idé behersker
det, og saaledes i betragtningen bevarer mig i min op
rindelige menneskelige konsekvens. Verden blir os aabenbar
som den menneskelig beherskede, den velordnede, harmo
niske, kosmiske verden. Her er ikke længer den uendelige,
kaotiske verden, den overmægtige, mysteriøse, som blindt, til
fældig utfolder sit frie, umenneskelige væsen. Overfor denne
verden maa jeg bøie mig, opgi min egen tilfældige menneske
lighet ved betragtningen av den. Den har intet med mig til
fælles. Klassisk er naturen aandelig klargjort, er underlagt
min menneskelige form, eksisterer i min menneskelige konse
kvens, saaledes at jeg behersker den. Derav det klassiske
554
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
