Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Litteraturindustri og litterære industriskoler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litteraturindustri og litterære industriskole!-.
nogen menneskelig erfaring som handler om det gode, det
glædelige, det vakre? Er glæde, tro og renhet fuldstændig
ulogisk? Er bare tordenskyen virkelig er solskinnet hum
hug?» Og alle hendes tyve millioner læsere gjentar spørs
maalet og synes de er forfærdelig kloke
En redaktør av et velkjendt magasin av den ikke-respek
table type skriver: «Vi tar gjerne et vovet bidrag, men ikke
noget vellystig —»
Vellystighet, det vil i hans sprog si: Tanke, reflektion,
analyse.
Nei, det er ikke lett at være litteraturprofessor.
Likesom det menneskelige slegtsliv maa ogsaa det reli
giøse liv lates urørt, det vil si, hvis da ikke fortællingen
tar religionen i forsvar og fritænkeren omvender sig pent
paa det sidste. Dr. Frank Grane har uttrykt loven: «Folk
som gaar i kirke.» skriver han, «betaler som regel sin gjæld,
iagttar sømmelighet i sit liv, er rene av sind og legeme, dyr
ker de egenskaper som gjør et menneske suksesfuld og til
freds, og kommer godt ut av det med hverandre. Og som
regel gaar falsknere, slagsbrødre, drukkenbolter, skjøger, kjel
tringer, horkarler, spillere og svindlere ikke i kirke i større
utstrækning.»
Den velærværdige doktor sier rigtignok «som regel». Men
magasinene anerkjender ingen undtagelse. Og om en forfatter
skulde ha truffet mennesker som var venlige, moralske og
ædle og allikevel var fritænkere og læste Ingersoll, bør han
helst ikke nævne det sidste. Endnu mindre bør han fortælle
det, hvis han har set en liste over særlig store gåver til for
skjellige kirker og blandt giverne har fundet ikke saa faa al
mindelig kjendte falsknere. I kort begrep lyder loven: skriv
aldrig andet om kirken end det som kan anvendes som
avertissement for denne institution.
Og saa kommer vi til et kjernepunkt. «I nitten av tyve
tilfælde har en fortælling som rummer et angrep paa en lære
eller et forsvar for en anden, ingen chanse for at bli optat
i noget magasin,» skriver J. Berg Esenwein. Den lærde red
aktør er imidlertid ikke helt oprigtig her, men regner vel
med at læseren skal utfylde hans knappe antydning.
Det er sandt, at en fortælling hvor «helten staar op paa
en kasse og holder en tale som omvender alle tilhørerne til
575
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
