Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Bull: Slegtstradition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edv. Bull.
Thomassøn Orning, slegtens norske stamfar, i sin alders
dage havde ladet komme tilsiune en hoers-dreng formedelst
en bisloperske oder trompetine eller vederkvægelses-dulle
med særdelis forlokkendes øyensmil. Och var denne dreng
immer tilhuse hos sin moderquindes ældre bror ved navn
Thorlaug, hvis navn han tilforn annammet havde. Och udi
anno 1630 den tilforne dreng prest udi Vikør blev, og han
da sig ulovligen det adelsnavn Orning tillagt haver med den
titulatz: Hr. Thorlacius Ottessøn Orning.
Først med Fru Karens mand Erik Ottesøn Orning
(1582—1645), som var admiral paa Bremerholm og spillet en
betydelig rolle under og efter slaget paa Kolbergerheide
(1644), faar traditionen større rigdom og fra da av er den i
virkeligheten helt sammenhængende. Der er fra Erik Ottes
søns fjortende aar en fortælling om hvordan han i tjeldet
redder en forvildet, halvvoksen jentunge, som siden fulgte
ham, «ligervis som en dogge» en fortælling som av et
par karakteristiske enkeltheter likefrem kan bevises at være
sand. Og et sterkt indre præg av sandsynlighet bærer ogsaa
Fru Karens beretning om sit bryllup med Erik Ottessøn (op
skrevet av svigerdatteren Fru Siselle Juel) : *
Efter copulationen «steg vi i Guds navn udi egtesengen
og holdt os tilsammens som egtefolk, favnet hinanden og
kyssedes og lilbragte den hele nat med yndeligen sammen
væren og samsnakken. Og siger ieg: «Jeg haver Eder saa
hjerteligen kjær, min dyre husbonde og haver allenstider
Eder saa kjær havt udi mit hjerte, særlig den dag 1 begjæ
rede mig, at jeg det ikke med ord udsige kan. Men nu tørs
jeg aabenbare Eder mit sind og hjerte, at dersom I mig ikke
begjæret havde, vorde jeg mig aldrig giftet. I synderlighet
jeg Eder derfor kjær haver, at al den stund 1 haver været udi
min omgjængels, I Eder saa saare tugtig mod mig forholdet
haver.» Og brudgommen udtalede disse ord: «Selver var
hun en særtugtig qvinde, men doch av et hett og særdelis
kjersommeligt gemyt, hvorsom hun av oldgammel italisk
adelsblod var.»
1 Der var en særlig grund til at berette meget om dette bryllup, fordi
egteskapet senere blev anfegtet, da brud og brudgom var i for nær slegt med
hverandre, og der endog blev paastaat at de ikke var virkelig viet.
138
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
