Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Gerhard Gran i unge dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran i unge dage.
pekefingeren paa panden, flere gange; og saa sa han:
«Ja, likesaavisst som Deres vers var det vildeste væv, likesaa
visst er dette det blankeste vanvid.»
Men han beholdt nu det lille hefte allikevel; han leverte
det ikke tilbake. Kanhænde det var en anden, som skulde
læse det igjennem først.
Det er trolig det, ja. Det er trolig at der har været etpar
ekstra spøkefulde møter paa Griegs private kontor, hvor de
to venner har avhandlet en vanskelig sak, mens mange cigarer
gik op i røk.
Det er saa meget mere trolig som dette «blankeste van
vid» nogen tid efter kom ut paa John Griegs forlag. For
læggeren seiv lo sig mest fordærvet over sin egen bok.
«De er flink til at trykke, Grieg,» sa Gran paa sin tørre
bergensmaate. «Hold Dem til det, far! Lyrik forstaar De Dem
ialfald ikke paa.»
Slik var adjunkt Gran, «den haardkokte realist fra otti
aarene».
Men det var dét ved realisten, at han besad undommens
elasticitet, dens mot til at gaa videre for at finde det rigtige,
seiv om det skulde komme til at støte endel tidligere menin
ger og principper overende. Denne lykkelige ungdommelig
het bevarte han til sidste stund ; jeg tror det var hans muntre
selvironi, som var hans universalmedicin mot den alderens
aandelige aareforkalkning, som efterhaanden angriper og øde
lægger seiv de bedste . . .
. . . Naar jeg nu tænker tilbake paa de meget omtalte
nittiaar, da maa jeg gang paa gang gjenta for mig seiv: At
vi ikke da hadde Gerhard Gran iblandt os inde i Christiania
(hovedstaden het unegtelig saa dengang).
Hvor hans klare tanke vilde ha ryddet op i alt vrøvl,
hvor hans frie sind og hans humane aand vilde ha kunnet
lyse op og stille tingen paa plads.
Publikum var efterhaanden begyndt at bli ræd for nyro
mantikerne; det var nok at de hadde faat et nyt navn; nu
kaldtes de dekadenter; det var farlig. Det hadde en uhyg
gelig duft av fordærvelse og forraadnelse ; der skulde ikke
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
