Saxe Lange! Sællandsfar!
Kæmpe-Søn fra Konge-Lejren,
Som til Navnet "Valdemar"
Kjæded med sit Storværk Sejren!
Axel Hvides Fostersøn!
Nordens Aand og Danmarks Hjærte
Dig har lyst i Kuld og Kjøn,
Du for dem bar Blus og Kjærte.
Om du førte i dit Skjold
Langers Vaaben "Roser trende",
Derpaa Stue-Lærdom gold
Tygge kan til Verdens Ende;
Men du førte i dit Skjold
Danmarks Saar og Danmarks Sejer,
Som med Gland fra Old til Old
Vaaben alle overvejer.
Ogsaa det er Smaating kun,
Om endnu i vore Tider
Findes i vor grønne Lund
Skud af Langer og af Hvider,
naar endnu sin Krone har
Som vort Stamtræ "Dronning-Bøgen",
Saa i Maj paa Kvisten bar
Kukker aldrig Sællands-Gjøgen.
Da sin Rose faar hver Torn
I de lange Sommerdage;
Ved hvert Stød i Gjallarhorn
Sværde blinke, Skjolde brage,
Sættes paa det sorte Bræt
Fjende hver ad Danmarks Rige,
Mens sin Pris hver dansk Idræt
Faar af Mund og Pen tillige.
Saxe Dansker! din Idræt
Da ej heller Rosen mister,
Hvortil du har Odelsret,
Vor Guldalders Runerister!
Værne om dit Hædersnavn
Vil Skjoldunger og Skjoldmøer,
Gjælde for din Fødestavn
Alle Dannevangens Øer!
Hver Gang om Kong Fredegod
Synger lydt i Skoven Hjærne;
Hver Gang Uffes Heltemod
Priser Danmarks Lykke-Stjærne;
Rygtet gaar fra Ø til Ø
Om din Pen af Svane-Vinge,
Barnefødt i Urdas Sø
Til ved Svanesang at klinge.
Ogsaa mig paa Vuggen gav
Svane-Pen den høje Norne,
Spaade mig med Saga-Stav
Rosen-Skrift imellem Torne,
Derfor som et Tvilling-Par
Voxet ud af samme Vinge,
Nu fra Dan til Valdermar
Vore Penne sammenklinge.
Saga-Broder! længe nok
For Latinen du har bødet,
Som om du af Sten og Stok
Var udsprunget og opglødet,
Som om Fru Grammatica
Stendød var din Søde Moder,
Og din classiske Papa
Stokdøv Pen med Romer-Noder.
Nu, saa vist som danske Ord
Rod i danske Øren fæster,
Du herefter trindt i Nord
Nævnes Saxe Runemester
I din danske Fødestavn
Kun Gjengangere og Trold
Dit latinske Øgenavn
Harme skal herefter volde.
Hvad jeg alt i Ungdoms-Aar
Modig stræbte at udrette,
Krones under hvide Haar
Ved dit Navn at oversætte,
Romer-Trolden, jættestærk,
Først til Gavns er overvundet,
Nu, da til dit Mester-Værk
Vi dit Mester-Navn har fundet.
Saxe Dansker! gamle Ven,
Dansk selv i Latinens Lænker!
Runemester er kun den,
Der kan skrive, som han tænker,
Der kan tænke frit og fort,
Der kan tegne Lys og Skygger,
Der kan tegne hvidt og sort,
Tegne alt hvad Ord udtrykker.
Nu udfritter vi med Flid
Alle vore tydske Gjæster,
Om de har fra "Rødskjægs" Tid
Mage til vor Runemester,
Som i romersk Bast og Baand,
Rejse kunde Runestene
For hver Helt i Nordens Aand,
For hver Fugl paa Bøgens Grene!
Skam af dig vi fik dog kun,
Og af alle danske Helte,
Sang ej læger Fugl i Lund
Liflig mellem Sund og Bælte;
Havde paa de danske Øer
Under Frejas Aften-Stjærne
Fuglen mer ej Næb og Kløer
Til om Reden sin at værne.
"Unge Danmark" glem det ej!
Lad det spørges over Vove:
Vi har end et Fugle-Hej
I de favre Bøge-Skove,
Som til gamle Kæmpers Skaal,
Medens nyt der er i Gjære
Kvæde kan vort Bjarkemaal,
Gjøre Brage-Bægret Ære!
