Det var Skik i gamle Dage, at naar man valgte sig en Konge, da stod man paa nedgravne Stene og gav sin Stemme, for ved de Stenes fast Leje at betegne, Valget skulde staa fast og aldrig rygges; men uagtet nu at Humble, da hans Fader døde, blev udvalgt paa samme Maade, saa havde han dog det Uheld at miste hvad Folkets Kjærlighed gav ham, og blev fra Høvding Undersaat igjen. Han blev nemlig overvundet i Strid af Lotter og maatte, som en fangen Mand, da der ikke var anden Redning, kjøbe sit Liv med sit Rige. I det han nu saaledes blev stødt fra Thronen af sin egen unaturlige Broder, fik man et nyt Bevis paa, hvor sandt det er, at Hallen er herlig, men Hytten er tryg; thi Humble har sin Skjæbne saa godt, at ingen skulde sige andet, end at Herlighedens Forlis var i hans Øjne netop en Lykke, saa man maa slutte, at han, som en viis Mand, har betragtet en Konges byrdefulde Stand fra den rette Side.
Nu havde da Lotter faaet Spiret, men med Staalhandske var det, han
tog det, og brugte det ogsaa derefter, ret som om han bildte sig ind,
at det er ved Hovmod og Skalkhed en Konge befæster sin Throne; thi han
maalte Folket med sin eget Alen og tænkte, at de stod ham alle efter
Riget, som gik ham nær i Adelsbyrd, derfor mente han, det var Dyden
den, at tage Liv og Godt fra hver ypperlig Mand og gjøre Landet øde
for ædle Folk. Dog, Herrer strænge regjere ej længe, og hvad der nys
var Lotters Lykke, det blev nu hans Straf; thi han faldt, som han
steg, i et Oprør.
