Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Fanebæreren lagde fanen ned; hans assistenter tog
overtrækket af. Den gamle, blegnede grønne silke
bevægede sig i vinden. Med den ene haand paa
stangen og den anden hævet opad gjentog vi de
ord, presten læste af et blad, der indeholdt den af
Peter den store fastsatte edsformular. Jeg kom da
til at erindre Vasil Karpijtschs ord den første dags
marsch. »Naar kommer det?« tænkte jeg. Og efter
en lang opregning af forskjellige maader og anled
ninger, ved hvilke man havde at tjene hans keiser
lige majestæt, telttog, angreb, vagt- og trostjeneste,
avant- og arrieregarde, fæstninger, hørte jeg til slut
disse ord. »Uden at skaane sit 1 i v«, gjentog alle
fire høit som med én mund; og da jeg saa hen paa
de alvorlige, til kamp beredte rækker, følte jeg, at
det ikke var tomme ord.
Vi tilbage i rækkerne igjen; regimentet satte
sig i bevægelse og dannede en lang kolonne, som
med torceret marsch rykkede hen mod Donau.
Skuddene, som havde lydt derfrå, var ophørte.
Som en drøm husker jeg denne dagsmarsch:
støvet, som den toran os ridende kosakafdeling satte
i bevægelse, den hvide steppe, der sænkede sig ned
mod Donau, den blaalige flodbred paa den anden
siue at elven, omtrent femten verst tjernet fra os, træt
heden, varmen, stødene og trængselen ved den brønd,
som vi ved Zimnitza traf paa, den skidne, lille by,
der var fuld af tropper, nogle generaler, som fra en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
