Renaissancen. Den nøgne Figur. T7 i Kirkerne og Dekorationsfigurer og Malerier til Kongeborgene. Endnu er der meget tilbage deraf: Gallerierne i Stockholm og Kjøbenhavn ere rige paa Navne som Martin Heemskerk, Jan Massijs, Frans Floris, Cornelius van Haarlem, Abraham Bloemart, og hvad disse nederlandske Efterlignere af den italienske Humanisme ellers hedde — desværre nok saa rige i denne Retning som paa Navnene Rubens og Rembrandt. Det er ret kuriøst at tænke over, hvorledes slige Billeder egenlig ere blevne betragtede her oppe i de nordiske Lande. Hvad mon f, Ex. de gode Mænd og Kvinder i Linkøping have ment om den store Altertavle, som endnu hænger i Domkirken dèr, og paa hvilken Martin Heemskerk og hans Svende have malet adskillige evangeliske Scener med en aldeles ufornøden rigelig Anvendelse af nøgne Figurer: tunge, plumpe Skikkelser med stærkt udarbejdede Former, snart stive og døde i Holdningen, snart voldsomme og kejtede i Bevægelsen, gjennemførte i en prosaisk, stemningsløs Kolorit? Mon Nøgenheden har forekommet dem sømmelig, især paa denne Plads? Mon de og andre Nordboer, som uden Tvivl ikke vidste det mindste om, at der i Italien nylig havde levet en stor Mand ved Navn Michelangelo, have forstaaet at vurdere Nederlænderens redelige, skjønt mindre vellykkede Bestræbelser for at vandre i hin store Mands Fodspor og efterligne hans mægtige Monomani for den menneskelige Skikkelses oprindelige Herlighed? Mon Folk i Norden have paaskjønnet Frans Floris’s lærde Anatomi eller Cornelius van Haarlems’s kunstfærdige Forkortninger, som gjerne byde Beskueren Lejlighed til at se det menneskelige Aasyn nedenfra, ôp i Næseborene? Mon de ikke, for saa vidt som Sagen overhovedet har ligget dem paa Hjærte, snarere have længtes tilbage til Ægyptens Kjødgryder: den senere, muntre Katholicismes straalende, brogede Billedverden? Mon Mændene ikke have fundet mere Smag i saadan en Figur som hin raske og prægtige Sankt Jørgen, der med sin lette Legemsbygning dog har langt mere naturlig Styrke end hine nøgne, smagløse Abstraktioner af Mennesker, der slæbe paa deres Muskelapparat som en Soldat paa en tung Oppakning? Mon Piger og Koner ikke langt have foretrukket de katholske Alterskabe med de yndige, himmelske Helgeninder med lueforgyldte Klæder og Rødt paa Kinderne, disse nydelige, rigt udstyrede Dukkestuer, rigtig Stads for Smaapiger? -— Det sidste kan man i ethvert Fald slutte af, at Formen for Alterudstyringen bevaredes — skjønt ændret i 9 -