Han hjemkaldes til Sverig. ; 51 Preussens Minister, som i hans Embedspligts Navn krævede hans Tilbagekomst til Berlin, hejsede han en Slags Oprørsfane, som i hans ideelle Opgavers Navn trodsede Tro og Love i borgerlig Forstand. Han vilde ikke, naar han engang skulde kræves til Regnskab for, hvorledes han havde forvaltet sit Pund, staa til Skamme som den, der havde „gravet det ned i Berlin“. For ham overhuggedes Knuden af Dødens Sværd. Thorvaldsen havde Kvaler og Ængstelser nok at bestaa for ej at slippe den vundne Plads. For ham vendte Sagen sig til Lykke; men han opnaaede det kun ved ligesom instinktmæssig at spinde sit egenlige Kunstnerliv og sin kostelige Produktivitet ind i et tæt, blødt og sejt Hylster af Vrøvleri, Ubestemthed, Forhaling i alle ` verdslige Anliggender. Man kan næppe lade være at trække paa Smilebaandet, naar man studerer hans Levned og ser ham næsten uafladelig under hans fyrretyveaarige Ophold i Rom i en Situation, . som om Vognen holdt for Døren for at kjøre ham hjem. Nu skal han ganske sikkert komme; der er blot et og andet, han „i Følge Kontrakt“ skal have gjort færdigt, saa kommer han, og saa vil han blot vende tilbage til Rom en Gang endnu, „for at pakke ind og saa rive sig løs fra Kunstens Hovedstad for bestandig“ 1). Da han havde skrevet disse Ord, varede det i Virkeligheden 6 Aar, inden han havde gjort sig færdig til at komme hjem; og da han saa kort efter kom tilbage til Rom „for at pakke ind“, varede det 17 Aar, inden han blev færdig dermed — men han fik jo rigtignok ogsaa udrettet adskillige mærkelige Ting under Indpakningen. Da han saa tilsidst forlod Rom, kunde han se tilbage paa et langt og berømmeligt Liv dernede, blot fordi der idelig havde været et og andet at gjøre færdigt, inden han kunde komme afsted. Men Thorvaldsen hørte til Gudernes Kjælebørn, baade hvad Geni og Lykke angaar. Om Sergel gjælder, hvad Nyblom saa skjønt og træffénde har sagt: at han som en Protesilaos faldt fra i Kampens Begyndelse og ikke fik Lov til at være med at indtage Ilion. Saaledes gaar det med Banebryderne. Og hvor mange af os senere og ringere Mænd, for hvem dog Vejen paa mange Maader har været lettet, have ikke smagt noget af Bitterheden i den Kalk, Sergel maatte tømme, dengang vi slukkede vor Sorg over Afskeden 3) Udtrykket er taget fra en blyantskreven Koncept fra 1812, i Thorvaldsens Museum. ` 4*