52 i Sèrgel. fra Rom og kjølede vore hede Ønsker om Gjensyn med den sidste Drik af Fontana Trevi’s kolde Væld! Lige fra Oldtiden af have de Nordboer, som gjæstede Vælskland, fornummet Sydens Solskin som en Lykke for Mennesket, en Lykke, der for den, som har nydt den, bevarer sit Værd endog ved Siden af en ubrødelig Troskab mod Hjemmet. Kunstneren fra Norden slikker for sit eget Vedkommende Sydens Solskin med lige saa god Appetit som andre; han ser tillige, hvorledes denne Lykke fra Oldtiden af har skabt og bestandig skaber skjønnere Exemplarer af Menneskeheden, i alt det, som Mennesket har til fælles med Planten. Han mærker tillige, at Interessen for menneskelig Skjøn- hed dér er en Magt, som har slaaet dybe Rødder og har en ærværdig Historie. : Da Sergel skulde rejse Nord paa, maatte Tanken om hans kunstneriske Opgave og dens Vilkaar i Norden være traadt med ængstende Klarhed frem for hans Bevidsthed. Han kom fra et Lañd, hvor Interessen for Menneskeskikkelsen i dens plastiske Skjønhed egenlig aldrig havde hørt ret hjemme, fra et Folk, for hvis Sæd og Skik og Tankegang den var væsenlig fremmed. Det var en andensteds fra borget, tvivlsom Skin-Interesse, tilsat med alskens Glimmersyge og Frivolitet, der havde banet Vejen for ham til Italien og kun havde havt ydre Magt dertil, fordi den knyttede sig til Hof og Regering. Ved et rent personligt Arbejde, som havde stillet ham paa en overlegen, men forholdsvis ensom Plads, havde han forvandlet det uvirkelige til en Virkelighed, som for ham udgjorde Livets højeste Værd. Først blandt alle Folk fra Norden havde han præsteret Beviset for, at den sjælelige Organisation i Individet, som hører til for ret at tilegne sig denne Interesse og give den frit og fuldbaarent kunstnerisk Udtryk, lige saa vel kan findes i Norden som i Syden; en Snes Aar senere skulde en Kalmuk (Fedor Iwanowitsch) præstere Beviset for, at der individuelt endog kan findes noget af den i den mongolske Race. Men hvad Sergel havde gjort, havde han ikke gjort som Svensker, men som det, han først og fremmest var, nemlig Menneske: en saa almen-menneskelig Sag som den kunstneriske Humanisme kan vinke sine Dyrkere allevegne fra; og for den, som øser af dens ægte Væld, fremkalder den en egen heftig Enthusiasme, en Beskuelsens og Frembringelsens Eros, som behersker Personligheden og ikke kan soves bort som en Rus.