Gruppen af Oxenstjerna og Historiens Muse. 67 Tankegang og nationalt svenske Traditioner, har Sergel dog forstaaet at forme sit Værk over et Motiv, der, om det end ikke er strengt korrekt tænkt til denne Plads, dog er smukt og ægte menneskelig følt. Kansleren vender sig ned imod Musen, der sidder ved hans Fødder paa samme Flade, hvor han staar; han peger ned imod hendes store udslagne Skriftrulle, idet han fortæller hende en eller anden Begivenhed, som hun med sin Griffel skal optegne i sine Aarbøger. Hun vender atter Hovedet op imod ham: hun er den lyttende og den lydende. Det er det Forhold, som undertiden har fundet Sted mellem en stor og højtbegavet Fader og en elskværdig og kjærlig Datter, der har søgt al sin Ære i at være Faderens Sekretær og højre Haand og ganske er „gaaet op i ham“, som man siger. Paa Skitsen har Klio — hvis dette Navn ellers her er det rette — faaet Vinger paa Ryggen; de ere atter forsvundne fra hendes Figur paa den mindre og den større Model. Antikens Muser have dem jo heller ikke; dog vare de her ikke ganske overflødige, eftersom de gav et fornødent Motiv til den ellers usædvanlige Maade, hvorpaa Figuren sidder. Hun har nemlig ingen Støtte for sine Fødder, der hænge frit ned. Kan hun flyve, forstaar man, hvorledes kun er kommen til at sidde saaledes; kan kun det ikke, kommer man uvilkaarlig til at tænke over, hvordan det er gaaet til. Har hun staaet deroppe, og er hun hoppet ovenfra ned i den siddende Stilling? Eller har hun staaet nedenfor, og er hun hoppet derop? I hvert Tilfælde kommer man til Forestillinger, som støde an mod en voxen Kvindes, endsige en Gudindes Værdighed. Men paa dette Punkt var Sergels Følelse aldrig meget fin. I alle andre Henseender er denne Muse en virkelig ædel og sympathetisk Skikkelse. Udtrykket er maaske friskest og mest levende følt i Skitsen, hvor hun vender sig stærkere om mod sin vise Mentor; men den roligere, mere samlede Holdning, som hun har faaet i den udførte Gruppe, hvor hun lægger den ene Fod saa smukt over den anden, har netop en vis nobel og ethisk Karakter fremfor Sergels andre Kvindeskikkelser — det skulde da være den ovennævnte Ceres. Sergel nærmer sig her meget det Ideal, som Thorvaldsen adskillige Aartier senere udviklede — uden at have lært det af Sergel.