84 Germansk og Klassisk. havde prædiket den forgjæves for en saa alsidig og opmærksom Aand som Goethe. Dertil kom endnu. at Goethe samtidig fik Tegninger at se af Parthenons Skulpturer, Cellefrisen og Gavlgrupperne, som Englænderen Charles Worthley medbragte fra Grækenland. Med Kunstnerne, især med Billedhuggeren Alexander Trippel, som modellerede hans Byste, havde han Lejlighed til at udvexle Ideer om dette Æmnmne. „I ville vide noget om mig“, skriver han fra Rom den 23de Avgust 17871) — „Hvor meget kunde jeg ikke sige! Thi jeg er virkelig gjenfødt og fornyet og opfyldt! Jeg føler, at Summen af mine Kræfter slutter sig sammen, og haaber endnu at udrette noget, Over Landskab og Arkitektur har jeg tænkt alvorlig i denne Tid. ogsaa gjort nogle Forsøg; og nu ser jeg, hvor det stiler hen, og hvor vidt det vilde kunne bringes. Nu har til sidst det, som er Alfa og Omega blandt alle os bekjendte Ting, den menneskelige Figur, grebet mig og jeg den; og jeg siger: Herre! jeg slipper dig ikke, uden at du velsigner mig, om jeg ogsaa skulde stride mig lam! Med Tegneøvelserne gaar det slet ikke; jeg har altsaa besluttet mig til at modellere, og det synes at skulle have Fremgang —“. Et halvt Aars Tid efter (19de Januar 1788) skriver han: „Nu er jeg rigtig inde i Studiet af Menneskefiguren, som er det egentlige Non plus ultra af menneskelig Viden og Gjøren. Min flittige Forberedelse i Studiet af den hele Natur, især af Osteologien, hjælper mig til at gjøre stærke Skridt. Nu ser jeg. nu nyder jeg først det højeste, som er os efterladt fra Oldtiden, nemlig Statuerne. Ja, jeg indser vel, at man kan studere et helt Liv, og at man til Slutning dog kunde udraabe: Nu ser jeg, nu nyder jeg først“. — Kort før sin Afrejse fra Rom besøger han i Forening med sin Ven, Kunsthistorikeren Heinrich Meyer, Afstøbningssamlingen i det franske Akademi, som allerede den Gang (ligesom nu) havde stor Betydning for Kunst-Studiet i Rom. „Hvorledes skulde jeg kunne udtrykke, hvad jeg har følt, ligesom til Afsked! I Nærværelse af noget saadant bliver man til mere, end man er; man føler, at det værdigste, hvormed man kunde sysselsætte sig, er den menneskelige Skikkelse, som man her beskuer i al dens mangfoldige Herlighed. Dog, hvo føler ikke ved 1) Goethes Werke, Stuttgart und Tübingen (Cotta) 1830, Vol.29, S. 62.