Goethes Studium af Menneskeskikkelsen. 85 et saadant Syn strax, hvor lidt hans Kræfter slaa til: om end forberedt, staar man dog som tilintetgjort. Uagtet jeg dog nogenlunde havde forsøgt at tydeliggjøre mig Proportion, Anatomi og Regelmæssighed i Bevægelsen, var det mig dog her alt for paafaldende, at Formen [nemlig som Plastiken giver den] til sidst indeslutter alt: Lemmernes Hensigtsmæssighed, Forholdene, Karakteren, Skjønheden“. Der er en virkelig profetisk Glød i disse Ytringer, og den, som senere gjenoptager disse Studier, kan vel føle sig taknemmelig mod Goethe for dem. Det er, ligesom om han talte om „de Vises Sten“. Dog er Goethe ikke kommet ind paa Sagen fra den kunsthistoriske Side; han berører ikke en Gang den historiske Modsætning i Opfattelsen af Menneskeskikkelsen mellem Antiken og Michelangelo. Hans Interesse gaar ud paa Proportioner, anatomisk Bygning, det almindelige kanoniske Ideal (i den Aand, hvori f. Ex. Polyklet fremstillede det) og paa Skikkelsernes Karakter -Forskjelle; den ligger i Skæringspunktet af det naturvidenskabelige og det kunstneriske, for saa vidt som det aabenbarer sig i de gamle Kunstværker. Hans Interesse for Menneskeskikkelsen gaar altsaa baade til den ene og til den anden Side ud over det, som var eller kunde blive egentlig populært i hans Samtid og Samfund. Han arbejder sig som. en Bjærgmand — halvt som Gransker, halvt som enthusiastisk Dilettant — ned i en Skakt og opdager der til sin Fryd Humanismens rene Guldaare, det kosteligste, han nogen Sinde har fundet. Hans Skrifter bære ogsaa paa andre Maader Vidne om hans Interesse for Studiet af Menneskeskikkelsen (f. Ex. for plastisk Anatomi); og selve hans „Italienske Rejse“ er jo senere blevet en Slags højere æsthetisk Rejsebog, som Tyskere og Skandinaver, der droge over Alperne, have haft med i Lommen til Vejledning om, hvad de havde at tænke og føle om Sydens forskjellige Herligheder. Men hans begejstrede Ord om hin Sag synes ikke at være blevne til en Udsæd, som kunde gro op i fri Luft. Den samme Bog indeholder imidlertid adskilligt, som historisk kan tjene til Belæring om de Frugter, som den videnskabelige Granskning af Oldtidens Kunst fra Winckelmanns Tid af bar for Tidsalderens praktiske Æsthetik.