102 Germansk og Klassisk. Ære være Filosofien: intet sandt Menneskeliy eller Kulturliv kan undvære den. Men der er det mislige ved den, at man til enhver given Tid ej alene har Filosofi, men en bestemt Mesters eller Skoles Filosofi, og at dennes Ensidigheder og Fejlsyn behersker Aanderne lige saa despotisk som det sande, den indeholder. En såadan filosofisk Menneskebetragtning, som den, vi nys have meddelt et.Exempel paa, for hvilken virkelige Mennesker kun ere Illustrationer af abstrakte Begreber, er vistnok meget langt fra den sande Filosofi om det menneskelige. Og for Kunstens Opfattelse af Mennesket maa den virke til Skade. Direkte berører den vel ikke Kunstnerne selv, de solidere og naivere Naturer have i alt Fald let ved at ryste den af sig: jeg tænker mig, at hvis Kestner har læst sin Afhandling om Vittoria fra Albano højt for Thorvaldsen, er denne faldet i Søvn i Sofahjørnet, længe inden Læsningen var til Ende. Men den virker paa de Samfundslag, i hvilke Kunsten skulde finde sit bedste Publikum: den underlægger Kunsten en Forstaaelse, der slet ikke passer til dens Opgave og dens Udtryksmaade, den forflygtiger Opmærksomheden for det virkelig kunstneriske i den. Idet den fuldkomment miskjender baade, hvad Sjæl og hvad Legeme er, gjør den ikke seende, snarere blind. Og saaledes virker den tilbage paa Kunstnernes Arbejde, tager Lønnen fra det kunstnerisk vellykkede og Dadlen fra det forfejlede. Og naar Æsthetiken i den Grad udhulede Begrebet af et Menneske, hvad skulde der saa blive tilbage for Menneskebilledet, saaledes som Kunsten fremstiller det? Dette kunne vi illustrere med et litat af vor egen Literatur, idet vi give Ordet til J, L. Heiberg, der som Æsthetiker var, eller rettere: blev, aldeles tysk (Hegelianer). At det ikke var paa Billedkunstens Omraade, at Heiberg havde sin virkelige Styrke eller sit retfærdige Ry som Æsthetiker, er bekjendt nok; men det var netop Ulykken i denne filosøfiske Verden, at man overførte Tanker og Begreber fra andre Regioner i Aanden paa den stakkels Kunst, hvor de slet ikke passede. Denne Æsthetik trykkedes overhovedet ikke af nogen Beskedenhed eller AÆngstelighed lige over for sine Opgaver: det filosofiske System — især det Hegelske — gjaldt for en Hovednøgle til hele Aandens og Kunstens Verden: at have det inde regnedes for meget vigtigere end at have givet sig af med den virkelige Kunst. Heiberg siger i sin Prolog til det kongelige Theaters Sørgefest (den 9de April 1844) i Anledning af Thorvaldsens Død: