Thorvaldsens Situation og hans Figurstil. 111 af Napoleons Kanoner og satte des større Pris paa at have Fred. Det virkelige Livs Opgaver, de sociale, politiske, religiøse i hans Omgivelser, komme ham ikke ved: han lever bestandig paa Rejsefod, tilsidst som Æresborger af forskjellige Byer i Evropa, men uden nogensinde egenlig at være Borger af det Samfund, hvori han lever. Ved halvt protestantiske, halvt rationalistiske Traditioner stod han udenfor den ham omgivende Katholicisme, og endnu mere uđenfor det religiøse Element i Renaissance-Kunsten. Paa denne Side af den evropæiske Tilværelse var Kunstneren den egentlige Fyrste, og Kunsten var ikke et Middel, men et Maal. Dette kan ellers være et meget tvivlsomt Gode; men det medfører i hvert Fald, at Kunstneren faar Lov til at være sig selv, at hans Væsen i al Ro kan forblive sandt, naar hans Natur er sund. Og der har aldrig været en sundere Natur end Thorvaldsen. Det laa i hele dette Forhold — et Produkt af hans Situation, hans Nationalitet og hans Individualitet —, at hans Figurer ikke som Davids bleve ethiske i Kraft af Vilje og Handling; for dèt meste handle eller ville de overhovedet slet ikke. De ere det derimod ved saavel paa Sjæl som paa Legeme at være vel artede: det Ethiske hører inderlig og uopløselig med til deres Natur og beror ikke paa Beslutning. Netop herved er Thorvaldsen i sandere Overensstemmelse med Antiken, som heller ikke prædiker Dyd anderledes end gjennem selve Formens Reñhed og den naturlige Værdighed og Holdning i Bevægelsen. Begrebet af det Vel-Artede staar maaske fra Begyndelsen af i nogen Forbindelse med et vist konventionelt Begreb af det Velopdragne i det Samfund, hvorfra han udgik; men det fandt en uendelig dybere Bund i en virkelig plastisk-filosofisk Opfattelse af det Almen-Menneskelige, og fik derfor en universel Betydning. Gjennemgaaende for alle Thorvaldsens Figurer er en vis Blyhed i deres Væsen, der staar i den mest direkte Modsætning til Alt, hvad der havde været svulmende og trodsende, endog udskejende og frækt i Renaissancens Skikkelser. De synes alle snarere al have en lille Tendens til at trække sig tilbage end til at træde frem: en skarp, dristig decideret Optræden ligger i alt Fald deres bløde Væsen fjærnt. Deri aabenbarer sig vistnok en Følelse, som han medbragte fra sin egen Nation; deri er der tillige Noget, som paa en mærkelig Maade berører den antik-græske Følelse for det menneskelige Væsens