Hans Omfang og Omraade. 113 tilhøre den rene Begrebs-Allegori, andre Fabelens og Mythens Verden, andre Fortidens Historie, andre Samtidens Liv. Nogle ere ideale, andre reale, nogle ere hedenske, andre kristelige. Kan man slippe Hensynet til slige ideelle og historiske Grænseskjel og med Rette tale om en Kristus, en Merkur, en Jason, en polsk General og en rent allegorisk Figur under det samme Synspunkt, idet man blot tager Hensyn til, hvad de ere som Menneskeskikkelser? Hertil svare vi, at vi ikke have at gjøre med, hvad disse Skikkelser, eller de Idealiteter eller Realiteter, hvori de høre hjemme, ere i sig selv, men ene og alene med, hvad de vare for Thorvaldsen. Det er ham, som betegner Enheden i det, som vi undersøge. Man vil maaske forud, blot efter et løseligt Overblik, indrømme os, at hans Skikkelser, paa hvilket Omraade de end objektivt høre hjemme, bevare et vist Fællespræg af deres kunstneriske Herkomst, som Børn af hans Genius. Men paa den anden Side vil man vel forlange den Indrømmelse af os, at Thorvaldsen selv var sig vel bevidst, paa hvilket Omraade han bevægede sig, og at den særlige Karakter af den Figur, han til enhver Tid havde at fremstille, var Gjenstand for hans fulde Opmærksomhed. Jeg mindes ikke nogen Ytring fra ham selv angaaende dette Forhold; men han har vel derom tænkt det samme som Sergel, der, som vi ovenfor have anført, i et Brev til sin Elev Bystrøm indskærper, at det gjælder om ved Behandlingen af en Figurs enkelte Partier at tilvejebringe en Helhed af samme Karakter, at dette er det sande Princip for Oldtidens Mesterværker, saa at man, naar man blot sér en Haand eller en Fod af dem, kan sige, at den tilhører en Statue af den eller den bestemte Karakter. Den Thorvaldsenske Periode lagde netop Vægt paa Sansen for den særlig gjennemførte objektive Karakter, i Modsætning til den forudgaaende moderne Kunst, ja endog flere af .Renaissancens ypperste Kunstnere (f. Ex. Michelangelo, Correggio, Rubens), som hver for sig altfor meget maatte synes at have støbt alle Skikkelser i én Form; for ej at tale om, at en svag Kunsti ej engang kan gjennemføre en eneste Karakter konsekvent og rigtig. Ved et Overblik over den antike Kunsts Efterladenskab viser der’sig virkelig et rigt Galleri af konsekvent gjennemførte Figur-Karakterer. Men Ét er, hvad man vil, et Andet, hvad man kan. Spørgsmaalet er om, hvor stor en Mangfoldighed af særlig Karakteristik den enkelte Kunstner, selv den højest begavede, i Virkeligheden er 8