Antike Helteskikkelser. 115 H Da Thorvaldsen begyndte sin Virksomhed i Rom, stod de antike heroiske Ideer paa Dagsordenen. Til sin særlige Læremester blandt de antike Statuer valgte han et mægtigt Billede af den ungdommelige Manddomskraft, en af de hestetumlende Dioskurer paa Monte Cavallo, som han omhyggelig kopierede i mindre Maalestok !). Sine første Lavrbær vandt han ved Billedet af Helten, som gaar sejrsstolt bort fra Kampen med det vundne Bytte (fason, fuldendt i Begyndelsen af 1803). ĦHan havde begyndt sin Jason samtidig med, at Canova skjænkede Verden sin Perseus og de to Nævefægtere (Aar 1800), der alle tre høre til hans berømteste og uheldigste Arbejder. Naar Canova selv anerkjendte „en ny og grandios Stil“ i Jason, saa er den væsentligste Betydning heraf vel ganske simpelt den, at Canova anerkjendte, at Thorvaldsen her havde givet det, som han selv var gaaet udenom og gaaet fejl af i sin glatte og flove Perseus og de to raa Slagsbrodđer-Idealer, som han gav de gamle, græske A thleters Navne, nemlig Billedet af en Mand, en Figur, som helt igjennem er en Mand og ikke ' behøver at puste sig op til at Jason. ay Disse kolossale Figurer vare den Gang overhovedet Gjenstand for særlig Beundring (sammenlign ovenfor S. 40 med Note). Frederikke Brun talte i ” Foraaret 1803 med Canova, som den Gang nylig var vendt tilbage fra Paris, hvor han havde modelleret Første-Konsulens Byste. Han havde dér set Afstøbninger af de Elginske Marmore (Parthenons Skulpturer) og udtalte, at kun ét Oldtidsværk i Rom var dannet i denne grandiose Stil, nemlig den skjønneste af Kolosserne paa Monte Cavallo (F. Brun, Römisches Leben, II, Leipzig 1833. Smlgn. Hagen, Die deutsche Kunst, I, 8.28). — De bære jo ogsaa de (falske) Indskrifter: Opus Phidiæ, Opus Praxitelis. S*