194 Thorvaldsen. I sin senere Kunst havde Thorvaldsen endnu et Træk af Alexanders Historie at tilføje. 1832 modellerede han Relieffet af den unge Sejrherre, som forlokket under Orgien af Thais tænder sin Fakkel ved hendes for at brænde Persepolis’'s Kongeborg; og fem Aar senere omarbejdede han denne Komposition, hvorved den vandt i Rigdom og Finhed. Thorvaldsen har, især i det sidste Relief, givet den unge Tyrans Figur en vis straajunkeragtig Karakter, som bestemt sætter Alexander ned i en lavere Rang end Achillevs og de øvrige Sagnhelte, uden forresten at give sin Fremstilling en mere historisk Lokalfarve. Det er Helten som Daare, blussende af afsindig Elskov. Den virkelige Triumfator er alligevel ikke den store Alexander, som sejrer over Verden, men den lille Eros/ som sejrer over Sejrherren. Amor triumphans er ogsaa her — som saa tidt hos Thorvaldsen —- Hoved-Personen, selv om han ikke træder personlig frem paa Scenen. Da Thorvaldsen i Perioden efter Wiener-Kongressen, under væsenlig nye historiske Betingelser, og med en vel erhvervet evropæisk Berømmelse, sysselsattes saa stærkt med Æres-Monumenter for virkelige Personligheder, fik han snart den Opgave at fejre Mænd og Helte fra den nu afsluttede Krigstid: de polske Fyrster Joseph Poniatowski og Wladimir Potocki, begge faldne ved Leipzig; dernæst Eugen af Leuchtenberg. Man maa blot ikke lade sig forvirre af denne Overgang fra antik-græske til moderne-evropæiske Navne: i kunstnerisk Henseende medførte de foreløbig intet Nyt for Thorvaldsen. Han kjendte personlig intet som helst til de Mænd, hvis Billeder han skulde gjøre. Da han til Vejledning for Potockis Statue, fortæller Thiele), søgte fornøden Underretning hos Fyrstens Enke og Venner, sendte man ham et Portræt, og iøvrigt mødte han allevegne, hvor han forespurgte, „Beskrivelsen af en idealsk skjøn Mand af heroisk Væxt, der nærmest var at ligne med den belvederiske Apollos“. Deri finder man udtalt, hvad der ogsaa har gjældt med Hensyn til de andre Figurer, at Samtiden hverken havde Øje for eller ønskede en skarptskaaren individuel Portrætfremstilling, men en „idealsk“ Forherligelse. Derfor henvendte man 3) Thiele, Den danske Billedhugger B.Th. og hans Værker, II, Kjbh. 1832, S. 84. :