Overgang fra antike til moderne Helteskikkelser. 195 sig jo ogsaa til den største Mester i denne Retning, selv om han aldrig havde sét den Hedengangne. Thorvaldsen havde intet Andet at gjøre, og man vilde ikke, at han skulde gjøre Andet end øse af den samme Kilde, hvorfra han havde sin Jason, Achillevs, Alexander). Heller ikke Hovederne skulde være egenlige Portrætter, hvilket jo ogsaa vilde være uforeneligt med en rent ideal Behandling af den øvrige Figur. At Idealer kunne fremstilles med Portræter eller Indtryk af virkelige Personer som Udgangspunkt, derpaa kjender Historien jo mangfoldige Exempler. Hvorledes Thorvaldsen i denne Henseende bar sig ad, det har man endnu — som Høyen allerede har gjort opmærksom paa —- lærerige Illustrationer til at opfatte, i Portrætbusterne af Poniatowski, ligesom af Byron og Pius VII, sammenholdte med de monumentale Statuer af disse Mænd. Saaledes som disse Statuers, eller Potockis og Leuchtenbergs Hoveder ere blevne, ere de for en nøjere Betragtning egenlig ikke mere individuelle end Mars’s, Merkurs eller Herkules’s Hoveder. Denne Opfattelse af Thorvaldsens monumentale Portrætfigurer gjælder ikke alene Heltene. Museets Arkitekt, G. Bindesbøll, skal en Gang — meget træffende — have udtalt om Thorvaldsens Figurer af denne Art, at man maatte have Øje for den antike eller almindelige Idé, som dannede Kjærnen i dem. I Kopernikus’s Skikkelse stikker den antike Muse. Kunstnerens egen Portrætstatue og Figuren af Gutenberg slutte sig hver fra sin Side nær til Forestillingen om Vulkan, den sindrige Kunsts og Idræts Gud, saaledes som Thorvaldsen udtrykte den i Statuen fra 1838. Gutenberg staar midt imellem Vulkan og Apostlene. I de langt tidligere Por» trætstatuer af Fyrstinde Bariatinska og Grevinde Ostermann gav Thorvaldsen frie Bearbejdelser af antike Figurmotiver. At nu hine moderne Heltefigurer, for at vende tilbage til dem, med deres ideale Form og Kostume savne historisk Karakter som Skikkelser fra det 19de Aarhundrede, er sikkert nok, og det blev, fra en senere Opfattelses Standpunkt, vendt til Anklage imod dem: de vare for „græske“. I Virkeligheden berører denne Anklage al- 3) En af Samtidens berømte Krigere, selve Sejrherren fra Leipzig, Fyrst Schwar- ,zenberg, en tyk og aldrende, pluskjævet, østerrigsk Herre, til hvis Monument han modellerede en fortrinlig Skitse, formaaede han dog ikke at støbe i ideal Form, men fremstillede ham i Generalsuniformen. Som bekjendt kom det med dette Monument aldrig længere end til Skitsen.