a r 146 Thorvaldsen. undrende Beskuelse af Æblet, Skjønhedsprisen, som Guderne have udsat: Efter at hendes Skjønhed har udfoldet sig i Væddestriden, er den nu, da Sejren er vundet, atter ved at folde sig sammen som en Mimose. Et mere mystisk Symbol er den endnu lukkede Blomst i „Haabets“ fremrakte Haand. Amor og Psyche tænkte Thorvaldsen først paa at fremstille som et elskende Par, der kyssede hinanden (som i den antike Gruppe); men den gjennemførte Gruppe fra 1804 har netop et af disse kontemplative Motiver: De staa kjærlig omslyngende hinanden i himmelsk Forening efter al udstanden Møje paa Jorden og skue begge ned i Nektarskaalen, hvoraf Psyche skal drikke Udødelighed (se de deres eget Spejlbillede i den?). Ganymed eller Hebe ere vistnok for naive til at tænke synderlig over Betydningen af den Nektarskaal, de bære; men de bære den dog, beskue den endog som noget Guddommeligt, Noget, de have Ærefrygt for. — Den unge Bacchus (Statuen fra 1805) staar og betragter sin Skaal med Vinen paa en Maade ligesom Amor betragter sin Pil: den er ogsaa et muntert Vidunder, skjønt af ringere Rang, mindre guddommelig mægtigt. Og Bacchus og Ariadne (den lille Gruppe fra 1798) sidde sammen og fryde sig ved Beskuelsen af Vinen, der perler ned i Bægeret — en Parallel til Gruppen af Amor og Psyche. En tredje Skaal endnu, fyldt med Hygieias Lægedom, er Gjenstand for Gudernes Betragtning. Det ligger i Sagens Natur, at vor Tidsalder, naar den virkelig kunstnerisk skal benytte den antike Mythologi, væsentlig kommer til at udskille det religiøse Element af den. Vi have jo ingen Forpligtelser imod det, der for de Gamle blot gjaldt ifølge en hellig Tradition, der kunde være mørk og uforstaaelig nok. Vi beholde kun, hvad der er gjennemskueligt for vor Tanke, tilegneligt for vor Følelse. Ærefrygten i Betragtningen, Myndighedens Præg i Skikkelserne falder i det Hele bort. Nogle Efterfølgere af Thorvaldsen, H. E. Freund og Constantin Hansen, have mere forstaaet at bevare dette Præg, men rigtignok saaledes, at den græske Mythologi i deres, især i Constantin Hansens Behandling, tillige bliver langt mindre umiddelbart tiltalende og forstaaelig for den moderne Betragtning, end den var i Thorvaldsens. For ham var den græske Mytheverden dels et livsaligt Sommer-PFerie-Liv, dels Allegori eller Livs-Filosofi, dels et Hjemsted for