Mythologi og Allegori. Skikkelse og Tanke. 147 den rent ideale Skjønhed (Venus, Gratierne, Adonis, Ganymed o.s. v.). Om Forholdet mellem hans Mythologi og den antike, overhovedet om hans Opfattelse af Antiken, gjælder paa et Haar, hvad Rückert i et dybsindigt Vers i indisk Form har sagt om Forholdet mellem Mand og Kvinde: Aus Erde ward der Mann geschaffen, doch das Weib Geschaffen aus des erdgeschaffnen Mannes Leib. Das macht den Unterschied, o Sohn! der zwei Geschlechter: Der Mann ist als Geschöpf ursprünglicher und echter; Doch feiner ist das Weib, und reiner, lieber Sohn! Weil umgeformt aus schon einmal geformtem Thon. Dette Sigtede og Sublimerede i Thorvaldsens Kunst beroede dels paa, at han var en moderne Tids Barn, dels paa en ganske overordentlig medfødt Aandsfinhed. Saa lidet som han end kjendte til sin Samtids Begrebsfilosofi, og saa lidet som han vilde have interesseret sig for den, hvis han havde kjendt den, saa mærker man dog et vist Frændskab; der flyder noget af dens abstrakte Blod ogsaa i hans Kunst. Der er et meget stort allegorisk Element i den, saa meget mere som det Mythologiske ogsaa er halvt eller helt allegorisk. Et allegorisk Navn paa en Figur forhindrer visselig ingenlunde, at Figuren kan være en ægte, fuldblodig og kraftig Menneske-Fremstilling: idet Navnet kun lyder paa en enkelt Følelse, en enkelt Stemning, kan Kunstneren løse den allegoriske Opgave ved at give en Skikkelse, i hvis Sjæleliv denne Følelse klinger overmægtig igjennem, trængende alle andre tilbage, som den gamle italienske Kunst frembyder saa mange Exempler paa. I denne Betydning kan Allegorien netop være det mest gribende Livsbhillede. Men den kan ogsaa blive til en Slags kold Billedskrift, der for ethvert Begreb har en Kvinde i lange Klæder eller en nøgen „Genius“ til sin Raadighed, der ingen Egenskaber har, og som blot er og skal være saa almindelig som muligt. Dette drager baade for Kunstneren og for Beskueren Interessen bort fra det, som helt kan rummes og udtales i plastisk Figur og Form, og nedsætter det til at være en Slags ydre Svøb for Tankekjærnen. Hvor det egentlig kommer an paa at udtrykke en oversanselig Tanke, er der ingen rigtig Opfordring til Udviklingen af det Plastiske; Kunstneren lader sig mere nøje med, hvad han forud har indvundet. Der findes vel en Beretning om, at Thorvaldsen engang har maattet tage den af hans lærde tyske Venner ringeagtede Frem- 10*