182 Thorvaldsen. ville lade denne Betragtning gjælde, men hævde, at den Achilles, som han tilsidst foretrak, i sin Ro og Enkelhed har Fortrinet for det tidligere Udkast. I Achillesfiguren paa Relieffet bibeholdt Thorvaldsen Stillingen af Benene, saaledes som den allerede fandtes paa Udkastet: venstre Ben strakt skraat fremad; højre Fod støttet med Taafladen mod Skamlen, saaledes at det højre Knæ, bøjet i en spids Vinkel, sés ovenover venstre Laar. Men Kroppen paa Relieffiguren vender sig ikke til Siden, bort fra Priamos, den læner sig lige og rolig tilbage; den venstre Underarm hviler med bøjet tilbageskudt Albue paa Bordpladen; den højre Arm er — som Thorvaldsen allerede forsøgsvis har antydet det med flygtige Streger paa Tegningen — strakt frem, hvilende over det højre Laar; Priamos griber om Haanden. Hovedet er bøjet lidt fremad imod Priamos. I denne Stilling er Antydningen af Sjælsbevægelsens Svingninger, som findes i den tegnede Figur, udslettet. Men det er unægtelig en dejlig Figur, og Ingen vil kunne frakjende Udtrykket Følelse — i alt Fald Udtrykket i Hovedet. Lad enhver, der vil, foretrække den; vi ville blot paapege en Omstændighed, der med Hensyn til Dommen over den turde have Betydning. Stillingen i Relieffiguren er fra Thorvaldsens Side ikke blevet til i Kraft af hans Syslen netop med dette Æmne. Ħan havde tidligere benyttet den selv samme Stilling til Figuren af Paris, der i Helenas Fruerstue udskammes af Hektor, og ligesom ved Achilles fundet den efter mange forkastede og mere udtryksfulde Forsøg. Vi tale her om det tidligere Relief (med 3 Figurer) over dette Æmne, fra 1809; langt senere, 1837, omarbejdede han Kompositionen og især netop Parisfiguren, der aabenbart i Henseende til Udtrykket vandt meget ved Omarbejdelsen. Jeg véd ikke, om Thorvaldsen selv er bleven opmærksom paa det Besynderlige i, at han havde udtrykt Paris — en blødagtig Pjalt, som tager mod haarde Skjænd — og Achilles — en forbitret Helt, som bliver rørt og formildet — ved den samme Stilling og de samme Linjer. Det Eneste, som disse to stærke Modsætninger have tilfælles, er, at baade Paris og Achilles give en Slags Avdiens for en Indtrædende, hvilket unægtelig viser, at Opgaven er taget fra en noget almindelig, kold, officiel Side. i At dette virkelig er det rette Synspunkt for Betragtningen, bekræfter sig, naar man lægger Mærke til, at Thorvaldsen atter